Kære Lone,
Jeg er stort set aldrig syg. Har ikke haft feber, siden jeg var helt lille, kan ikke huske, hvornår jeg sidst kastede op uden at der var alkohol indblandet og tror ikke, jeg har haft en eneste sygedag, mens jeg læste.
Til gengæld, når mit immunforsvar en sjælden gang bukker under, er det altid på de mest ubelejlige tidspunkter! Sidst jeg var rigtigt syg (med meget slem blærebetændelse) var under radioeksamen på trejde semester- så der måtte jeg tage varmepude og penicillin med på studiet i stedet for at ligge i min seng..
I går begyndte jeg så at få en meget træls hoste og blive svimmel-svineinfluenza, tænkte jeg straks. Det er det dog ikke, for jeg har hverken feber eller ledsmerter. Til gengæld er mit kranie fyldt med snot, jeg har blanke øjne, min hals gør ondt og jeg lyder som Marlon Brando i Godfather, når jeg taler... Typisk, når der i dag er kommunalvalg, som jeg har glædet mig i flere måneder til at dække og som jeg ikke kommer til at dække igen før om minimum fire år!!
Havde det været alle mulige andre dage, havde jeg taget toget til Middelfart for at blive plejet af mine forældre. Men ikke i dag. Jeg pakker min taske med panodiler, lommetørklæder og strepsils og håber, jeg får lov at blive, selvom jeg lyder underlig, når jeg taler og pudser næste hvert andet minut..
For jeg nægter at bukke under for et meget provokerende immunforsvar, der kun bukker under og gør mig syg, når jeg absolut ikke må være det!
Knus,
Line
tirsdag den 17. november 2009
tirsdag den 20. oktober 2009
En pung i hånden er bedre end....
Nu kommer den, anekdoten om "biiib's" pung... Jeg ved du har ventet i spænding!
Så længe jeg kan huske tilbage, har min ene kære bror altid haft en pung i baglommen af sine bukser - og ja, meget lig "Biiib", burde hans lomme sys ud, fordi pungen ikke var flad, nærmere rund. Jeg kan specielt huske at når han tog pungen ud af lommen, var lommen stadig formet som en pung... Hvad har man som dreng i sin pung siden den bliver så tyk? Kvitteringer eller hvad? Kondomer?? What? I don't get it! Fortalte "Biiib" os det? Jeg kan i hvert fald undres.
Jeg kan selvfølgelig altid spørge ham broderen min... Er ikke sikker på "Biiib" stiller sin pung-ekspertise til rådighed for os anytime soon...
Men som så ofte før (og i virkelig upassende sammenhænge), kommer jeg til at tænke på en 1.juledag, hvor jeg i min brandert går hen til "Herman", mumler noget uforståeligt, slår et kæmpe grin op og tager ham i skridtet! Associationen kommer på baggrund af vores tidligere snak om hvorvidt man siger pung eller tegnebog. (Og ja, flere associationer dukker op, klunkesuppe udtrykket blandt andet... )Men stakkels "Herman", han forstod ikke, at jeg bare prøvede at fortælle en anekdote til ham, om dengang jeg under musical forsøgte at gejle ham op lige inden han skulle på scenen i røde trusser. At jeg nu, ligesom dengang, godt kan opføre mig en smule upassende, når jeg er meget fuld...At jeg jo bare synes han er sjov, at han jo i virkeligheden er grundlæggeren til dit og mit venskab.... Eller fortalte vi ham det sidst vi mødte ham???
Og må hellere stoppe her, det vælter simpelthen op med associationer, når jeg tænker på ham...:)
Kh Lone
Så længe jeg kan huske tilbage, har min ene kære bror altid haft en pung i baglommen af sine bukser - og ja, meget lig "Biiib", burde hans lomme sys ud, fordi pungen ikke var flad, nærmere rund. Jeg kan specielt huske at når han tog pungen ud af lommen, var lommen stadig formet som en pung... Hvad har man som dreng i sin pung siden den bliver så tyk? Kvitteringer eller hvad? Kondomer?? What? I don't get it! Fortalte "Biiib" os det? Jeg kan i hvert fald undres.
Jeg kan selvfølgelig altid spørge ham broderen min... Er ikke sikker på "Biiib" stiller sin pung-ekspertise til rådighed for os anytime soon...
Men som så ofte før (og i virkelig upassende sammenhænge), kommer jeg til at tænke på en 1.juledag, hvor jeg i min brandert går hen til "Herman", mumler noget uforståeligt, slår et kæmpe grin op og tager ham i skridtet! Associationen kommer på baggrund af vores tidligere snak om hvorvidt man siger pung eller tegnebog. (Og ja, flere associationer dukker op, klunkesuppe udtrykket blandt andet... )Men stakkels "Herman", han forstod ikke, at jeg bare prøvede at fortælle en anekdote til ham, om dengang jeg under musical forsøgte at gejle ham op lige inden han skulle på scenen i røde trusser. At jeg nu, ligesom dengang, godt kan opføre mig en smule upassende, når jeg er meget fuld...At jeg jo bare synes han er sjov, at han jo i virkeligheden er grundlæggeren til dit og mit venskab.... Eller fortalte vi ham det sidst vi mødte ham???
Og må hellere stoppe her, det vælter simpelthen op med associationer, når jeg tænker på ham...:)
Kh Lone
I weekenden var jeg ikke Buddy Holly-fuld...
Kære Lone,
I weekenden var jeg til folkeskole-reunion, og da Guldkronen lukkede klokken 1 og Holms åbentbart er blevet helt dødt, gik turen til Buddy Holly. Jeg havde egentlig håbet, at jeg her ville blive inspireret til et anekdote-indlæg, da jeg godt nok synes, du er lidt på forkant for tiden...
Men jeg var tydeligvis ikke lige så fuld som forrige gang, jeg var på det fantastiske provinsdiskotek, hvor den eneste fordel er, at man kan te sig så tosset som man vil, fordi der ikke er nogen, man vil gøre indtryk på..For der skal alligevel en del indenbords for at gå amok til Medina og techno-versioner af 80'er-klassikere...
Det havde jeg til gengæld fået forrige gang efter at have været til udklædningsfest med fri bar. Jeg var klædt ud som en puddel- med sort næse, sort tøj og hvidt vat om ankler og håndled...
Det sorte tøj var blevet ret vattet i løbet af aftenen, og på vej ned til Buddy Holly glemte jeg halen af avispapir og vat, der faldt af i bilsædet...
Så den tog jeg i stedet i hånden og viftede med som en anden tamburmajor. Det må ha været et kønt syn mellem alle de festklædte teenagere!
Min veninde Marias lillebror Morten var også med, og på et tidspunkt stod han og talte med en ...og så syntes jeg lige, jeg skulle prøve at se, hvordan han så ud med halen på. Så jeg førte halen om til enden af ham og begyndte at vifte frem og tilbage med den efter opfordring fra Maria: " Kan han logre, Line? Kan han logre??". Det fik ham til at vende sig om og kigge på mig-og det var der, det gik op for mig, at det ikke var Morten, men en anden fyr i grøn t-shirt...
"Jeg skulle bare lige se, hvordan du så ud med hale", var min kommentar...
Se, jeg havde håbet på en lignende episode i weekenden, så du ikke behøvede nøjes med en gammel anekdote..men de hænger åbentbart ikke på træerne (tror nu mest det skyldtes, at der ikke denne gang var fri bar, men Guldkronen-priser...Så jeg var ikke Buddy Holly-fuld..)
Knus,
Line
PS. I nat drømte jeg at jeg sejlede i et sejlskib sammen med nogen fra folkeskolen på de Caraibiske øer..og pludselig begyndte der at falde bomber..som om, det var under 2. verdenskrig! Har du et bud på hvad det betyder??
I weekenden var jeg til folkeskole-reunion, og da Guldkronen lukkede klokken 1 og Holms åbentbart er blevet helt dødt, gik turen til Buddy Holly. Jeg havde egentlig håbet, at jeg her ville blive inspireret til et anekdote-indlæg, da jeg godt nok synes, du er lidt på forkant for tiden...
Men jeg var tydeligvis ikke lige så fuld som forrige gang, jeg var på det fantastiske provinsdiskotek, hvor den eneste fordel er, at man kan te sig så tosset som man vil, fordi der ikke er nogen, man vil gøre indtryk på..For der skal alligevel en del indenbords for at gå amok til Medina og techno-versioner af 80'er-klassikere...
Det havde jeg til gengæld fået forrige gang efter at have været til udklædningsfest med fri bar. Jeg var klædt ud som en puddel- med sort næse, sort tøj og hvidt vat om ankler og håndled...
Det sorte tøj var blevet ret vattet i løbet af aftenen, og på vej ned til Buddy Holly glemte jeg halen af avispapir og vat, der faldt af i bilsædet...
Så den tog jeg i stedet i hånden og viftede med som en anden tamburmajor. Det må ha været et kønt syn mellem alle de festklædte teenagere!
Min veninde Marias lillebror Morten var også med, og på et tidspunkt stod han og talte med en ...og så syntes jeg lige, jeg skulle prøve at se, hvordan han så ud med halen på. Så jeg førte halen om til enden af ham og begyndte at vifte frem og tilbage med den efter opfordring fra Maria: " Kan han logre, Line? Kan han logre??". Det fik ham til at vende sig om og kigge på mig-og det var der, det gik op for mig, at det ikke var Morten, men en anden fyr i grøn t-shirt...
"Jeg skulle bare lige se, hvordan du så ud med hale", var min kommentar...
Se, jeg havde håbet på en lignende episode i weekenden, så du ikke behøvede nøjes med en gammel anekdote..men de hænger åbentbart ikke på træerne (tror nu mest det skyldtes, at der ikke denne gang var fri bar, men Guldkronen-priser...Så jeg var ikke Buddy Holly-fuld..)
Knus,
Line
PS. I nat drømte jeg at jeg sejlede i et sejlskib sammen med nogen fra folkeskolen på de Caraibiske øer..og pludselig begyndte der at falde bomber..som om, det var under 2. verdenskrig! Har du et bud på hvad det betyder??
fredag den 16. oktober 2009
Pinlig affære...
Kære Line,
Du kender mig så godt - også i de situationer hvor jeg går i panik plaprer og ikke kan stoppe igen...
Ja, jeg har her til aften oplevet endnu en episode i: "sådan-opfører-man-sig-mest-akavet-og-pinlig"-føljetonen. Jeg sidder efter arbejde på Tempelbar med min ene kollega, vi skal bare have en enkelt øl. Ind ad døren træder en person fra min parallelklasse i folkeskolen. Jeg lader som ingenting, for ja, ved ikke hvad jeg skal tale med ham om-vi var ikke venner dengang og er det da bestemt ikke nu. Ikke at vi desideret ikke har kunnet lide hinanden, men bare mere sådan: "ja, vi er forskellige!". Men han synes så til gengæld vi skal småsludre, han kommer i hvert fald hen, prikker mig på skulderen og siger: "du er da Lone, er du ikke?". Og jo, det er jeg jo. Jeg gransker min hjerne for at finde noget vi kan tale om. Jeg ender med at spørge hvorfor han ikke var til den reunion fest vi holdt for halvanden måned siden, hvortil han svarer"Jamen, det var jeg da!". For helvedte da også! Jeg kunne seriøst ikke huske han havde været der, men siger så"Hvorfor snakkede jeg så ikke med dig?"... Og ja, det kan man så spørge sig selv om. Hvorfor snakkede jeg ikke med ham, var det fordi, som jeg sagde til ham, at jeg er autistisk og ikke forlod min plads ret meget den aften? Eller er det fordi vi er forskellige og egentlig er ret ligeglade med hinanden? Nok lidt af begge dele, men for helvede hvor er jeg pinlig nogle gange! Jeg ender så med, bare for helt at skvatte rundt i bananskrællen, at smutte uden at sige farvel, mens han er på toilet. Han undskyldte sig ret hurtigt for at gå på toilettet-og væk var jeg så, da han kom tilbage... Nogle gange ville jeg ønske, jeg bare kunne tage tingene som de er, lade være med at forsøge at redde situationen(det lykkes alligevel så sjældent) og bare go with the flow maaan...
Men ja..havde lige brug for at dele det med nogen.
Kh Lone
Du kender mig så godt - også i de situationer hvor jeg går i panik plaprer og ikke kan stoppe igen...
Ja, jeg har her til aften oplevet endnu en episode i: "sådan-opfører-man-sig-mest-akavet-og-pinlig"-føljetonen. Jeg sidder efter arbejde på Tempelbar med min ene kollega, vi skal bare have en enkelt øl. Ind ad døren træder en person fra min parallelklasse i folkeskolen. Jeg lader som ingenting, for ja, ved ikke hvad jeg skal tale med ham om-vi var ikke venner dengang og er det da bestemt ikke nu. Ikke at vi desideret ikke har kunnet lide hinanden, men bare mere sådan: "ja, vi er forskellige!". Men han synes så til gengæld vi skal småsludre, han kommer i hvert fald hen, prikker mig på skulderen og siger: "du er da Lone, er du ikke?". Og jo, det er jeg jo. Jeg gransker min hjerne for at finde noget vi kan tale om. Jeg ender med at spørge hvorfor han ikke var til den reunion fest vi holdt for halvanden måned siden, hvortil han svarer"Jamen, det var jeg da!". For helvedte da også! Jeg kunne seriøst ikke huske han havde været der, men siger så"Hvorfor snakkede jeg så ikke med dig?"... Og ja, det kan man så spørge sig selv om. Hvorfor snakkede jeg ikke med ham, var det fordi, som jeg sagde til ham, at jeg er autistisk og ikke forlod min plads ret meget den aften? Eller er det fordi vi er forskellige og egentlig er ret ligeglade med hinanden? Nok lidt af begge dele, men for helvede hvor er jeg pinlig nogle gange! Jeg ender så med, bare for helt at skvatte rundt i bananskrællen, at smutte uden at sige farvel, mens han er på toilet. Han undskyldte sig ret hurtigt for at gå på toilettet-og væk var jeg så, da han kom tilbage... Nogle gange ville jeg ønske, jeg bare kunne tage tingene som de er, lade være med at forsøge at redde situationen(det lykkes alligevel så sjældent) og bare go with the flow maaan...
Men ja..havde lige brug for at dele det med nogen.
Kh Lone
onsdag den 7. oktober 2009
Københavnske busser...
Kære Line,
For anden gang idag, har jeg oplevet, at en fremmed ældre mand sætter sig ved siden af mig i bussen og spreder benene, så hans ene ben gnider sig op af mit-og dette selvom jeg rykker mine ben så langt ind mod inderkanten, at det ikke er muligt, med mindre manden har HELT spredte ben!! For helvede altså! Og ja, jeg er måske lidt berøringsangst, men synes det er vildt grænseoverskridende og provokerende, at manden bliver ved, selvom jeg rykker mig og flytter benene så langt væk som overhovedet muligt. Synes faktisk ikke jeg er så svær at aflæse.... Og det er ikke engang så deres ben bare rører ved mine, nej, de gnider dem rytmisk op af benet på mig! Ad! Idag fattede manden dog beskeden rimelig hurtigt og flyttede sig væk fra sædet, nærmest med det samme, da jeg arrigt og hastigt fjernede mine ben - men sidst jeg oplevede det, rykkede manden sit ben med- og jeg blev nødt til at fortælle ham meget hårdt, at han skulle holde op! Arrrg... what to do man?
Det minder mig om når jeg møder ældre damer(og ja dette foregår også ofte i busser...)der bare ævler og ævler som om man er deres barnebarn. Ikke at det er grænseoverskridende på samme måde, men det er bare ikke altid man har lyst eller overskud til at tale med gamle damer om deres ungdom, deres problemer med at finde vej eller om hvorvidt persillesovsen i "klubben" er bedre end andre steder.... Som min lækre lærer engang sagde, da jeg fulgtes fra skolen, med ham, én fra min klasse og så en gammel dame jeg havde fået på slæb: "Hun var jo ikke bare gammel, hun var jo gået i stykker?!" Og ja, jeg synes det var et sjovt udtryk... Og ja, han var nu også lækker ham der - og muligvis også derfor jeg grinede lidt ekstra af den sætning...
Men min konklusion må være: lad 5a busserne være - med mindre du er fuld af overskud, har lyst til at få grænseoverskridende fremmed mænd på krogen eller bare gerne vil have influenza...ja jeg ved godt hvad jeg foretrækker!
Kh Lone(der har fået sig en ny hobby...bloggen! :))
For anden gang idag, har jeg oplevet, at en fremmed ældre mand sætter sig ved siden af mig i bussen og spreder benene, så hans ene ben gnider sig op af mit-og dette selvom jeg rykker mine ben så langt ind mod inderkanten, at det ikke er muligt, med mindre manden har HELT spredte ben!! For helvede altså! Og ja, jeg er måske lidt berøringsangst, men synes det er vildt grænseoverskridende og provokerende, at manden bliver ved, selvom jeg rykker mig og flytter benene så langt væk som overhovedet muligt. Synes faktisk ikke jeg er så svær at aflæse.... Og det er ikke engang så deres ben bare rører ved mine, nej, de gnider dem rytmisk op af benet på mig! Ad! Idag fattede manden dog beskeden rimelig hurtigt og flyttede sig væk fra sædet, nærmest med det samme, da jeg arrigt og hastigt fjernede mine ben - men sidst jeg oplevede det, rykkede manden sit ben med- og jeg blev nødt til at fortælle ham meget hårdt, at han skulle holde op! Arrrg... what to do man?
Det minder mig om når jeg møder ældre damer(og ja dette foregår også ofte i busser...)der bare ævler og ævler som om man er deres barnebarn. Ikke at det er grænseoverskridende på samme måde, men det er bare ikke altid man har lyst eller overskud til at tale med gamle damer om deres ungdom, deres problemer med at finde vej eller om hvorvidt persillesovsen i "klubben" er bedre end andre steder.... Som min lækre lærer engang sagde, da jeg fulgtes fra skolen, med ham, én fra min klasse og så en gammel dame jeg havde fået på slæb: "Hun var jo ikke bare gammel, hun var jo gået i stykker?!" Og ja, jeg synes det var et sjovt udtryk... Og ja, han var nu også lækker ham der - og muligvis også derfor jeg grinede lidt ekstra af den sætning...
Men min konklusion må være: lad 5a busserne være - med mindre du er fuld af overskud, har lyst til at få grænseoverskridende fremmed mænd på krogen eller bare gerne vil have influenza...ja jeg ved godt hvad jeg foretrækker!
Kh Lone(der har fået sig en ny hobby...bloggen! :))
mandag den 5. oktober 2009
Anekdoten er løs...
Hej Mussi,
Jeg sad her til aften sammen med Moster Crazy og hendes veninde. Hendes veninde skulle begynde til håndbold sammen med MC. Vi sad så og delte anekdoter omkring håndbold og minder herfra(mest mine). Nu spillede jeg jo håndbold i mange år i mine meget unge dage - og var ikke god til det. men da jeg først havde fortalt én anekdote om de, pinlige i mere end én forstand, håndbolddage, kunne jeg nærmest ikke stoppe igen. Jeg sidder her med håbet om at MC's veninde bare griner dels af de anekdoter jeg fortalte, men også af den plapren det medførte. Kan ikke lade være med at tænke på dig og din date. Og det minder mig om hvorfor vi startede denne her blog - vi skulle skåne andre mennesker for anekdoterne. Men det er altså meget svært synes jeg...nu har jeg selvfølgelig heller ikke været den mest aktive af os to...men mener da også, at du har sagt at anekdoterne ikke er aftaget. Godt jeg ikke dater - så vil anekdotemonstret nok også komme op i mig....og kan sgu blive helt bange for det :)
Det var bare lige en lille kort opdatering fra mig...
Kh Lone
Jeg sad her til aften sammen med Moster Crazy og hendes veninde. Hendes veninde skulle begynde til håndbold sammen med MC. Vi sad så og delte anekdoter omkring håndbold og minder herfra(mest mine). Nu spillede jeg jo håndbold i mange år i mine meget unge dage - og var ikke god til det. men da jeg først havde fortalt én anekdote om de, pinlige i mere end én forstand, håndbolddage, kunne jeg nærmest ikke stoppe igen. Jeg sidder her med håbet om at MC's veninde bare griner dels af de anekdoter jeg fortalte, men også af den plapren det medførte. Kan ikke lade være med at tænke på dig og din date. Og det minder mig om hvorfor vi startede denne her blog - vi skulle skåne andre mennesker for anekdoterne. Men det er altså meget svært synes jeg...nu har jeg selvfølgelig heller ikke været den mest aktive af os to...men mener da også, at du har sagt at anekdoterne ikke er aftaget. Godt jeg ikke dater - så vil anekdotemonstret nok også komme op i mig....og kan sgu blive helt bange for det :)
Det var bare lige en lille kort opdatering fra mig...
Kh Lone
tirsdag den 15. september 2009
I bad med en gammel mand
Kære Lone,
Selvom jeg har forsøgt at bearbejde morgenens oplevelse per telefon, kan jeg mærke at det ikke er nok. Så du får den lige per blog.
I morges tog jeg- som sædvanlig- et bad i fællesbadet (selvfølgelig sikrede jeg mig først, at det var frit), da jeg pludselig kunne høre døren gå. Jeg tænkte: det er nok bare en, der skal hente toiletpapir eller som først nu hører at vandet er tændt og går igen. Men nej. Pludselig trådte en ældre mand i karrygul badekåbe ind i det svømmehalslignende fællesbad, sagde som det mest naturlige i verden godmorgen og begyndte at snakke om at han godt kunne have sovet lidt længere(Hvorfor gjorde du så ikke det???, tænkte jeg). Alt imens jeg stod under bruseren og skulle til at vaske hår.
Jeg havde egentlig indtrykket af at folk ventede, hvis de kunne høre at nogen brugte badet- for det er jo ikke sikkert, alle synes det er lige fedt at få besøg, når man er nøgen...Men det havde ham her tilsyneladende ingen skrupler med!!
Og hvad skulle jeg gøre? Følte mig ret handlingslammet og syntes ikke bare, jeg kunne skynde mig at slukke for vandet og tage håndklædet om mig, når jeg nu lige havde tændt for vandet- tror også jeg syntes, det var pinligt at afsløre mit eget ubehag. For tænk nu hvis alle de andre seks, der bruger fællesbadet bare synes, det er det mest naturlige i verden! Jeg tror også, jeg af en eller anden grund var bange for at sætte ham i forlegenhed.. I stedet svarede jeg: godmorgen og skyndte mig at vaske shampooen ud af håret og tage tøj på- uden at se ud som om, jeg skyndte mig.
Jeg fik lige et "ha en god dag" på vejen ud. Og nu sidder jeg så her og forsøger at finde ud af, hvordan jeg skal have det med den oplevelse....og spørger mig selv om, hvorfor manden ikke lige ventede med at tage bad, før der var frit? Det kan godt være, han synes, det er det mest naturlige i verden, men måske har jeg ikke samme forhold til det? (på den anden side kan han jo ikke se, hvem der er i bad før han træder ind i baderummet- og måske har de andre beboere et andet forhold til det end mig??) Måske er han ensom, og det er det eneste tidspunkt på dagen, han har nogen at snakke med? De andre muligheder forsøger jeg at lade være med at tænke på..
Under alle omstændigheder håber jeg ikke, jeg kommer til at dele bad med ham særligt tit. Selvom jeg ikke ser mig selv som særligt blufærdig, er jeg altså ikke helt sikker på, jeg kan vænne mig til at være nøgen foran mine naboer!
KH,
Line
Selvom jeg har forsøgt at bearbejde morgenens oplevelse per telefon, kan jeg mærke at det ikke er nok. Så du får den lige per blog.
I morges tog jeg- som sædvanlig- et bad i fællesbadet (selvfølgelig sikrede jeg mig først, at det var frit), da jeg pludselig kunne høre døren gå. Jeg tænkte: det er nok bare en, der skal hente toiletpapir eller som først nu hører at vandet er tændt og går igen. Men nej. Pludselig trådte en ældre mand i karrygul badekåbe ind i det svømmehalslignende fællesbad, sagde som det mest naturlige i verden godmorgen og begyndte at snakke om at han godt kunne have sovet lidt længere(Hvorfor gjorde du så ikke det???, tænkte jeg). Alt imens jeg stod under bruseren og skulle til at vaske hår.
Jeg havde egentlig indtrykket af at folk ventede, hvis de kunne høre at nogen brugte badet- for det er jo ikke sikkert, alle synes det er lige fedt at få besøg, når man er nøgen...Men det havde ham her tilsyneladende ingen skrupler med!!
Og hvad skulle jeg gøre? Følte mig ret handlingslammet og syntes ikke bare, jeg kunne skynde mig at slukke for vandet og tage håndklædet om mig, når jeg nu lige havde tændt for vandet- tror også jeg syntes, det var pinligt at afsløre mit eget ubehag. For tænk nu hvis alle de andre seks, der bruger fællesbadet bare synes, det er det mest naturlige i verden! Jeg tror også, jeg af en eller anden grund var bange for at sætte ham i forlegenhed.. I stedet svarede jeg: godmorgen og skyndte mig at vaske shampooen ud af håret og tage tøj på- uden at se ud som om, jeg skyndte mig.
Jeg fik lige et "ha en god dag" på vejen ud. Og nu sidder jeg så her og forsøger at finde ud af, hvordan jeg skal have det med den oplevelse....og spørger mig selv om, hvorfor manden ikke lige ventede med at tage bad, før der var frit? Det kan godt være, han synes, det er det mest naturlige i verden, men måske har jeg ikke samme forhold til det? (på den anden side kan han jo ikke se, hvem der er i bad før han træder ind i baderummet- og måske har de andre beboere et andet forhold til det end mig??) Måske er han ensom, og det er det eneste tidspunkt på dagen, han har nogen at snakke med? De andre muligheder forsøger jeg at lade være med at tænke på..
Under alle omstændigheder håber jeg ikke, jeg kommer til at dele bad med ham særligt tit. Selvom jeg ikke ser mig selv som særligt blufærdig, er jeg altså ikke helt sikker på, jeg kan vænne mig til at være nøgen foran mine naboer!
KH,
Line
tirsdag den 1. september 2009
Øl+Lone = sandheden for enhver pris
Hej Line,
Jeg sad for nogle måneder siden sammen med min nye kollega, det var fredag og vi skulle have en enkelt øl efter arbejde. En enkelt øl udviklede sig og blev til ti. Arbejdspladsen blev ændret til nærliggende bar og fem kollegaer blev til to. Vi sad overfor hinanden og på et eller andet tidspunkt kommer vi ind på hans nylige ansættelse. Jeg havde været syg til ansættelsessamtalen, men jeg havde været med til at vælge hans ansøgning ud. Da de første otte øl har kastet sig ned i halsen på mig, føler jeg pludselig vi er nære venner og tænker "hey, han skal sgu da vide hvad jeg tænkte, da jeg læste hans ansøgning første gang- det vil han synes er sjovt!". Jeg fortæller ham så glad og grinende, at da jeg først læste den, tænkte jeg "gamle gris", det var noget med han havde skrevet, han havde en ung kæreste... Han griner dog ikke, men begynder at gå lidt i forsvar for sin ansøgning, jeg fornemmer i hvert fald, at jeg nok ikke behøver skvatte mere rundt i mine pre-ansættelses tanker om ham og skynder mig videre i teksten, blandt andet når jeg også denne aften at sige til en fyr(midt 40'erne) at hans hår virkelig er grimt med udgroning, og om hvorfor han farver sit hår, når nu man virkelig godt kan se, at det jo ikke er hans egen hårfarve...Det var virkelig succes på succes den aften!
Men hvad med den gang jeg sagde til biiib, om ikke han var ved at blive skaldet, at jeg synes hans bedste ven er kedelig og at han burde få sig sine gamle briller igen...? Eller da jeg fortæller min fætters kæreste at han virkelig er sej og virkelig homo? (det skal man vist ikke træde rundt i..) Eller da jeg fortæller en mand ved pølsevognen at han virkelig ligner min onkel biib?(det skal man så tydeligvis heller ikke vade rundt i...eller jeg grinte nok også liiige en kende for meget, til at han kunne tro på min efterfølgende "jamen, min onkel er altså sej"-kommentar).
Så take a pick, der er nok grunde til hvorfor folk undgår os i byen - tænk bare på alt det jeg fortæller folk, jeg ikke kan huske!! I hvert fald er det gået op for mig, at drikke øl er for mig som at tage et sandhedsserum! (Slår man dette ord op på wikipedia, er der da også en sammenligning med alkohols virkning...måske man skulle holde op med at drikke?)
Jeg sad for nogle måneder siden sammen med min nye kollega, det var fredag og vi skulle have en enkelt øl efter arbejde. En enkelt øl udviklede sig og blev til ti. Arbejdspladsen blev ændret til nærliggende bar og fem kollegaer blev til to. Vi sad overfor hinanden og på et eller andet tidspunkt kommer vi ind på hans nylige ansættelse. Jeg havde været syg til ansættelsessamtalen, men jeg havde været med til at vælge hans ansøgning ud. Da de første otte øl har kastet sig ned i halsen på mig, føler jeg pludselig vi er nære venner og tænker "hey, han skal sgu da vide hvad jeg tænkte, da jeg læste hans ansøgning første gang- det vil han synes er sjovt!". Jeg fortæller ham så glad og grinende, at da jeg først læste den, tænkte jeg "gamle gris", det var noget med han havde skrevet, han havde en ung kæreste... Han griner dog ikke, men begynder at gå lidt i forsvar for sin ansøgning, jeg fornemmer i hvert fald, at jeg nok ikke behøver skvatte mere rundt i mine pre-ansættelses tanker om ham og skynder mig videre i teksten, blandt andet når jeg også denne aften at sige til en fyr(midt 40'erne) at hans hår virkelig er grimt med udgroning, og om hvorfor han farver sit hår, når nu man virkelig godt kan se, at det jo ikke er hans egen hårfarve...Det var virkelig succes på succes den aften!
Men hvad med den gang jeg sagde til biiib, om ikke han var ved at blive skaldet, at jeg synes hans bedste ven er kedelig og at han burde få sig sine gamle briller igen...? Eller da jeg fortæller min fætters kæreste at han virkelig er sej og virkelig homo? (det skal man vist ikke træde rundt i..) Eller da jeg fortæller en mand ved pølsevognen at han virkelig ligner min onkel biib?(det skal man så tydeligvis heller ikke vade rundt i...eller jeg grinte nok også liiige en kende for meget, til at han kunne tro på min efterfølgende "jamen, min onkel er altså sej"-kommentar).
Så take a pick, der er nok grunde til hvorfor folk undgår os i byen - tænk bare på alt det jeg fortæller folk, jeg ikke kan huske!! I hvert fald er det gået op for mig, at drikke øl er for mig som at tage et sandhedsserum! (Slår man dette ord op på wikipedia, er der da også en sammenligning med alkohols virkning...måske man skulle holde op med at drikke?)
mandag den 31. august 2009
Date+ Line = anekdotemonster!!
Kære Lone,
Jeg duer simpelthen ikke til alt, der bare lugter af date. Selvom det bare er en kop kaffe eller en gåtur, så går jeg helt i baglås og begynder at fortælle de mest underlige eller ligegyldige ting om mig selv for at holde samtalen i gang og undgå den frygtede tavshed. Og så har jeg gerne svært ved at formulere sætninger og kan ikke finde ud af, hvilken stilling, jeg skal sidde i og hvor jeg skal kigge hen...
Det plejer jo ellers ikke at være noget problem for mig at tale med folk. Går det helt galt, tager jeg bare journalisthatten på og spørger folk ud om deres liv. Men lige så snart jeg skal mødes på tomandshånd med en fyr, jeg ikke kender så godt og som jeg synes er meget sød, går det helt galt.
Det skete så sent som i dag. På halvanden time lykkedes det mig både at fortælle anekdoten om min søsters kæreste der fornærmede mig på det groveste den første gang, jeg mødte ham, om vores weekend-eskapade hvor vi tog et billede af en fyrs tykke tegnebog, om min formodning om at jeg engang ender som freak med hele huset fuldt af globusser...og sikkert meget andet, jeg ikke kan huske..
Jeg fatter ikke hvordan Carrie Bradshaw kan gå på flere dates i hvert afsnit af Sex & The City. Jeg lærer det ALDRIG!
Nogle fornærmer folk, når de er nervøse...jeg sidder så og laver grin med sig selv og viser alle de sider, man ellers plejer at skjule, før man kender folk lidt bedre....ved snart ikke helt, hvad der er bedst. Er det ikke det, der gør, at folk undgår os, når vi er i byen???
Pinlige hilsner,
Line
Jeg duer simpelthen ikke til alt, der bare lugter af date. Selvom det bare er en kop kaffe eller en gåtur, så går jeg helt i baglås og begynder at fortælle de mest underlige eller ligegyldige ting om mig selv for at holde samtalen i gang og undgå den frygtede tavshed. Og så har jeg gerne svært ved at formulere sætninger og kan ikke finde ud af, hvilken stilling, jeg skal sidde i og hvor jeg skal kigge hen...
Det plejer jo ellers ikke at være noget problem for mig at tale med folk. Går det helt galt, tager jeg bare journalisthatten på og spørger folk ud om deres liv. Men lige så snart jeg skal mødes på tomandshånd med en fyr, jeg ikke kender så godt og som jeg synes er meget sød, går det helt galt.
Det skete så sent som i dag. På halvanden time lykkedes det mig både at fortælle anekdoten om min søsters kæreste der fornærmede mig på det groveste den første gang, jeg mødte ham, om vores weekend-eskapade hvor vi tog et billede af en fyrs tykke tegnebog, om min formodning om at jeg engang ender som freak med hele huset fuldt af globusser...og sikkert meget andet, jeg ikke kan huske..
Jeg fatter ikke hvordan Carrie Bradshaw kan gå på flere dates i hvert afsnit af Sex & The City. Jeg lærer det ALDRIG!
Nogle fornærmer folk, når de er nervøse...jeg sidder så og laver grin med sig selv og viser alle de sider, man ellers plejer at skjule, før man kender folk lidt bedre....ved snart ikke helt, hvad der er bedst. Er det ikke det, der gør, at folk undgår os, når vi er i byen???
Pinlige hilsner,
Line
tirsdag den 11. august 2009
Den store sneglemassakre
Hej Lone,
Så er jeg tilbage fra ferie og klar til nye overspringshandlinger, så her får du en lille ulækker anekdote.
I dag da jeg var ude på rulleskøjter på min sædvanlige sti, lå der simpelthen så mange udsplattede snegle på vejen. Enkelte steder lå der også tudser der manglede diverse lemmer. Det var så ulækkert og der var så mange snegle at jeg kom til at tænke på en massakre. Især et sted var det helt galt- stien var helt slimet af udsplattede skovsnegle og det var nærmest umuligt at komme forbi uden at køre i dem...adr!
Men hvorfor var det så slemt lige akkurat der? Boede der en sneglekoloni der havde forsøgt at krydse stien på én gang, mens et cykelhold var kørt forbi??
Svaret fik jeg, da jeg kørte tilbage. Og Lone, der var virkelig tale om en massakre!
En dame gik rundt og puttede salt på alle de snegle, hun kunne finde på stien uden for hendes domicil. Adr, det var klamt og lidt ondt! kunne nærmest høre sneglene skrige, mens de blev ætset af saltet!
Hvorfor gør man det?? så folk der passerer kan glide i en kæmpe skovsneglegravplads??
Det kan selvfølgelig være at det var dræbersnegle...jeg kan personligt ikke se forskel...men alligevel...
Knus,
Line
Så er jeg tilbage fra ferie og klar til nye overspringshandlinger, så her får du en lille ulækker anekdote.
I dag da jeg var ude på rulleskøjter på min sædvanlige sti, lå der simpelthen så mange udsplattede snegle på vejen. Enkelte steder lå der også tudser der manglede diverse lemmer. Det var så ulækkert og der var så mange snegle at jeg kom til at tænke på en massakre. Især et sted var det helt galt- stien var helt slimet af udsplattede skovsnegle og det var nærmest umuligt at komme forbi uden at køre i dem...adr!
Men hvorfor var det så slemt lige akkurat der? Boede der en sneglekoloni der havde forsøgt at krydse stien på én gang, mens et cykelhold var kørt forbi??
Svaret fik jeg, da jeg kørte tilbage. Og Lone, der var virkelig tale om en massakre!
En dame gik rundt og puttede salt på alle de snegle, hun kunne finde på stien uden for hendes domicil. Adr, det var klamt og lidt ondt! kunne nærmest høre sneglene skrige, mens de blev ætset af saltet!
Hvorfor gør man det?? så folk der passerer kan glide i en kæmpe skovsneglegravplads??
Det kan selvfølgelig være at det var dræbersnegle...jeg kan personligt ikke se forskel...men alligevel...
Knus,
Line
søndag den 26. juli 2009
Jeg lærer aldrig at elske Star Wars!
Kære Lone,
I går, da jeg lå immobil efter en Grøn Koncert, der varede til klokken fem om morgenen og krævede mange liter øl og ikke kunne magte andet end at tænde for fjernsynet, var der selvfølgelig ikke andet end Tour de France i fjernsynet- bortset fra Star Wars, som jeg så valgte, for selvom Jørgen Leth er sej, forstår jeg altså ikke, hvorfor folk synes det er fedt at kigge på folk, der cykler. Hvad jeg er lige så uforstående over for er, hvorfor så mange mennesker synes Star Wars er helt vildt fantastisk.
Jeg har virkelig givet det en chance. Jeg var engang i biografen og se en af filmene, og da de på min højskole holdt Star Wars-marathon satte jeg mig klar med dyne og slik og det hele. Men efter halvanden time måtte jeg give op. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde en hel nat og kigge på tudselignende mænd med østeuropæisk accent og underlige navne, der ikke kan finde ud af at tale ordentligt.
Ringenes Herre er en af de bedste film, jeg har set. jeg kan også godt lide Narnia og serier om rummet. Så det er ikke fordi, jeg ikke er til fantasiverdener. Men det her er altså bare for fjollet til mig!
Måske er det fordi, jeg aldrig får et forhold til Obi-wan Kenobi og Jar Jar Binks og hvad de ellers hedder, og at jeg så ikke kan leve mig ind i det. Og så blir det simpelthen for syret. For jeg har jo ingen problemer med at tude over Pocahontas, selvom hendes bedste ven er et levende piletræ!
Under alle omstændigheder synes jeg, jeg har givet de film en fair chance, og jeg har tydeligvis ikke samme forhold til dem som oliven- jeg lærer aldrig at elske dem!
Så jeg vil bare sige, at alle der griner af min forkærlighed for rumvæsen-serier: hvis du er Star Wars-fan, så shut your mouth! Det er da mindst lige så patetisk at se en fed tudse med hermelinkåbe på, som det er at kigge på rummænd med store øjne, der lander på en kornmark!
Knus,
Line
I går, da jeg lå immobil efter en Grøn Koncert, der varede til klokken fem om morgenen og krævede mange liter øl og ikke kunne magte andet end at tænde for fjernsynet, var der selvfølgelig ikke andet end Tour de France i fjernsynet- bortset fra Star Wars, som jeg så valgte, for selvom Jørgen Leth er sej, forstår jeg altså ikke, hvorfor folk synes det er fedt at kigge på folk, der cykler. Hvad jeg er lige så uforstående over for er, hvorfor så mange mennesker synes Star Wars er helt vildt fantastisk.
Jeg har virkelig givet det en chance. Jeg var engang i biografen og se en af filmene, og da de på min højskole holdt Star Wars-marathon satte jeg mig klar med dyne og slik og det hele. Men efter halvanden time måtte jeg give op. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde en hel nat og kigge på tudselignende mænd med østeuropæisk accent og underlige navne, der ikke kan finde ud af at tale ordentligt.
Ringenes Herre er en af de bedste film, jeg har set. jeg kan også godt lide Narnia og serier om rummet. Så det er ikke fordi, jeg ikke er til fantasiverdener. Men det her er altså bare for fjollet til mig!
Måske er det fordi, jeg aldrig får et forhold til Obi-wan Kenobi og Jar Jar Binks og hvad de ellers hedder, og at jeg så ikke kan leve mig ind i det. Og så blir det simpelthen for syret. For jeg har jo ingen problemer med at tude over Pocahontas, selvom hendes bedste ven er et levende piletræ!
Under alle omstændigheder synes jeg, jeg har givet de film en fair chance, og jeg har tydeligvis ikke samme forhold til dem som oliven- jeg lærer aldrig at elske dem!
Så jeg vil bare sige, at alle der griner af min forkærlighed for rumvæsen-serier: hvis du er Star Wars-fan, så shut your mouth! Det er da mindst lige så patetisk at se en fed tudse med hermelinkåbe på, som det er at kigge på rummænd med store øjne, der lander på en kornmark!
Knus,
Line
onsdag den 1. juli 2009
Miniserie-fetich
Kære Lone,
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft en fetich for miniserier. Dem, de altid sender på DR1 i sommerferien. Jeg har set alle dem, jeg kunne komme til: den om Napoleon og den med den skrækkelige plimresang "Only Love" som meget insisterende tema, der blev hængende på hjernen flere dage efter.
Denne sommer er startet ud med Coco Chanel. Det er derfor, jeg sidder her nu. Jeg burde sove for længst- skal op om seks timer. Men hellere være smadret på arbejde end gå glip af en miniserie!
Og Coco Chanel- hvilken serie. Tre timer om en fandenivoldsk selvstændig kvinde i 40'erne der havde et sørgeligt og stormfuldt kærlighedsliv. Man skulle ikke tro, serien var lavet over en, der virkelig har levet- det var den næsten for forudsigelig til! Hun fandt sit livs kærlighed "Boy" som hun alligevel ikke kunne få, fordi han lovede sin far at gifte sig med en anden. Men så fortrød han. Og tænk- lige den aften, han ville tage tilbage til hende, kørte han galt og døde! Og i samme øjeblik slukkedes et stearinlys hos den kære Coco- tænk engang!
Alligevel sad jeg og flæbede. Men måske i virkeligheden ikke så meget over at Boy døde. Nærmere over den "stormfulde kærlighed". Hun havde fundet sit livs kærlighed og hendes følelser var gengældt. Findes "Boy" overhovedet i virkeligheden? Og hvor er min "Boy"?
Hold kæft hvor er jeg pladdersentimental. De er det, de gør ved mig, de miniserier.
Nu går jeg i seng! oooooonly loooove....
Knus,
Line
PS. I dag var jeg på nippet til at tude over et indslag om Michael Jackson..Hvad skal det ikke ende med? Suk
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft en fetich for miniserier. Dem, de altid sender på DR1 i sommerferien. Jeg har set alle dem, jeg kunne komme til: den om Napoleon og den med den skrækkelige plimresang "Only Love" som meget insisterende tema, der blev hængende på hjernen flere dage efter.
Denne sommer er startet ud med Coco Chanel. Det er derfor, jeg sidder her nu. Jeg burde sove for længst- skal op om seks timer. Men hellere være smadret på arbejde end gå glip af en miniserie!
Og Coco Chanel- hvilken serie. Tre timer om en fandenivoldsk selvstændig kvinde i 40'erne der havde et sørgeligt og stormfuldt kærlighedsliv. Man skulle ikke tro, serien var lavet over en, der virkelig har levet- det var den næsten for forudsigelig til! Hun fandt sit livs kærlighed "Boy" som hun alligevel ikke kunne få, fordi han lovede sin far at gifte sig med en anden. Men så fortrød han. Og tænk- lige den aften, han ville tage tilbage til hende, kørte han galt og døde! Og i samme øjeblik slukkedes et stearinlys hos den kære Coco- tænk engang!
Alligevel sad jeg og flæbede. Men måske i virkeligheden ikke så meget over at Boy døde. Nærmere over den "stormfulde kærlighed". Hun havde fundet sit livs kærlighed og hendes følelser var gengældt. Findes "Boy" overhovedet i virkeligheden? Og hvor er min "Boy"?
Hold kæft hvor er jeg pladdersentimental. De er det, de gør ved mig, de miniserier.
Nu går jeg i seng! oooooonly loooove....
Knus,
Line
PS. I dag var jeg på nippet til at tude over et indslag om Michael Jackson..Hvad skal det ikke ende med? Suk
tirsdag den 23. juni 2009
Sære søvneskapader
Kære Lone,
Troede egentlig jeg var holdt lidt op med at gøre underlige ting i søvne. Det er i hvert fald længe siden, nogen har kommenteret mine søvneskapader- som da jeg vågnede i den forkerte ende af sengen, gik på toilet i søvne eller skraldgrinede, fordi jeg drømte om min eks Sebastian iført skindvest og matchende hat!
Men i går havde jeg for første gang i lang tid en lettere pinlig søvneskapade. Jeg tog mig en lille lur i toget på vej hjem - og vågnede af, at jeg spidsede læberne, så de nåede helt op til min næse i en kæmpe trutmund.. Meget pinligt! Da jeg åbnede øjnene, fik jeg øjenkontakt med en passager skråt over for mig. ..gad vide, hvad han /hun har tænkt (Ja, jeg kan ikke engang huske passagerens køn, så hurtigt slog jeg blikket ned i flovhed).
Det værste var, at jeg gjorde det én gang til, da jeg kort efter blundede igen- så hele resten af turen sad jeg ret op og ned med øjnene spærret op for ikke at risikere at underholde mere med mit bizarre ansigtsudtryk...
Og hvad drømmer man så, når man vågner med munden formet i en kæmpemæssig trutmund? Drømte såmænd bare, at jeg efterlignede en mand, der lavede en kollosal og utroligt sjov trutmund- og det gjorde jeg så også...
Knus,
Line
Troede egentlig jeg var holdt lidt op med at gøre underlige ting i søvne. Det er i hvert fald længe siden, nogen har kommenteret mine søvneskapader- som da jeg vågnede i den forkerte ende af sengen, gik på toilet i søvne eller skraldgrinede, fordi jeg drømte om min eks Sebastian iført skindvest og matchende hat!
Men i går havde jeg for første gang i lang tid en lettere pinlig søvneskapade. Jeg tog mig en lille lur i toget på vej hjem - og vågnede af, at jeg spidsede læberne, så de nåede helt op til min næse i en kæmpe trutmund.. Meget pinligt! Da jeg åbnede øjnene, fik jeg øjenkontakt med en passager skråt over for mig. ..gad vide, hvad han /hun har tænkt (Ja, jeg kan ikke engang huske passagerens køn, så hurtigt slog jeg blikket ned i flovhed).
Det værste var, at jeg gjorde det én gang til, da jeg kort efter blundede igen- så hele resten af turen sad jeg ret op og ned med øjnene spærret op for ikke at risikere at underholde mere med mit bizarre ansigtsudtryk...
Og hvad drømmer man så, når man vågner med munden formet i en kæmpemæssig trutmund? Drømte såmænd bare, at jeg efterlignede en mand, der lavede en kollosal og utroligt sjov trutmund- og det gjorde jeg så også...
Knus,
Line
torsdag den 11. juni 2009
Ny overspringshandling: næseskylning
Kære Lone,
En af dagens overspringshandlinger har været at skylle min næse med lunken saltvand. Ja, jeg har købt en næseskyller af min yogalærer, efter jeg i mandags vovede at tage min bluse af på en rulletur og selvfølgelig blev forkølet. Næseskylning sku være sundere end spray- man skyller i samme saltvandsopløsning som kroppens- og godt mod astma, allergi og alt muligt.
Det var dog en af de mindre behagelige overspringshandlinger at hælde vand ind ad det ene næsebor og ud af det andet med en plastickande. (facebook og skrivning af blogindlæg kommer klart højere på listen over overspringshandlinger).
Og her efter seancen må jeg sige, at jeg endnu ikke har set lyset. Føler mig ikke specielt afsnottet. Til gengæld har jeg nu en vedholdende lugt af maling hængende i næseborene. Går ud fra det er plasticlugt fra næseskylningskanden...
Så umiddelbart tror jeg, mine alternative eksperimenter stopper her. Du skal ikke regne med at se mig til nogen udrensningskurser, hvor man skal drikke otte liter saltvand og derefter skal leve af skånekost i månedsvis. Ja, dem afholder mig yogalærer også....
Så meget for overspringshandlinger..
Knus,
Line
En af dagens overspringshandlinger har været at skylle min næse med lunken saltvand. Ja, jeg har købt en næseskyller af min yogalærer, efter jeg i mandags vovede at tage min bluse af på en rulletur og selvfølgelig blev forkølet. Næseskylning sku være sundere end spray- man skyller i samme saltvandsopløsning som kroppens- og godt mod astma, allergi og alt muligt.
Det var dog en af de mindre behagelige overspringshandlinger at hælde vand ind ad det ene næsebor og ud af det andet med en plastickande. (facebook og skrivning af blogindlæg kommer klart højere på listen over overspringshandlinger).
Og her efter seancen må jeg sige, at jeg endnu ikke har set lyset. Føler mig ikke specielt afsnottet. Til gengæld har jeg nu en vedholdende lugt af maling hængende i næseborene. Går ud fra det er plasticlugt fra næseskylningskanden...
Så umiddelbart tror jeg, mine alternative eksperimenter stopper her. Du skal ikke regne med at se mig til nogen udrensningskurser, hvor man skal drikke otte liter saltvand og derefter skal leve af skånekost i månedsvis. Ja, dem afholder mig yogalærer også....
Så meget for overspringshandlinger..
Knus,
Line
torsdag den 4. juni 2009
Østrogenbomben Line
Jeg kan huske, at jeg som lille gjorde nar af min mor, når hun tudede over ET. Og at jeg som 14-årig virkelig koncentrerede mig for at klemme en tåre ud til ”Legendernes Tid”. For den var jo sørgelig.
Det har ændret sig ret drastisk siden. Jeg kan ikke huske præcis hvornår, men det må have været i gymnasiealderen, at hormonerne pludselig gik amok, og jeg var nødt til at alliere mig med en pakke Kleenex, når jeg så ”Pocahontas”. Den var sikker hver gang, når John Smith i fangeskab erklærede Pocahontas sin kærlighed. Og det er den stadig. Det er åbenbart noget, der tager til med alderen.
To gange har jeg været nødt til at blive i biografen, når en film var slut, fordi jeg ikke kunne stoppe med at tude. De var godt nok også meget sørgelige, de film. Men alligevel. Til tv-programmet ”Sporløs”, hvor adopterede børn tager afsted for at finde deres biologiske forældre er den også sikker hver gang. Det er måske også til at forstå.
Men til tider tuder jeg over ting, der ikke er helt så forståelige. Og det kan jeg godt blive lidt bange for nogle gange. Lidt for meget østrogen...hvordan bliver det ikke, når jeg engang bliver gravid??? For eksempel har jeg taget mig selv i at tude ikke kun over bryllupper og tv-serier, men også koncerter og avisartikler! Ja, en enkelt gang har jeg sgu tudet over en Nik og Jay-musikvideo!
Og forleden dag sad jeg så igen og flæbede- denne gang over min ven Mortens blog. Han har lige fået en bebs og fortæller nu med tekst og billeder om det at være far. Og det var åbenbart igen lidt for rørende for østrogenbomben Line! Hvad skal det ikke ende med, Lone? En eller anden dag tager du mig sikkert i at tude til en Merci-reklame! (hvis du gør det, så slå mig. Hårdt. Og sæt en Rocky-film på...eller nej, den kan jeg sikkert også finde på at tude over...:( )
torsdag den 28. maj 2009
Hvor har du lært at danse?
Det spurgte en fyr mig om til SPOTs afterparty. Klokken var fire om morgenen, og jeg havde danset i en time i høje hæle, så mine ellers alternative dansetrin var ved at blive lidt trivielle. Det er godt nok første gang, og sikkert også sidste, at nogen har spurgt mig, hvor jeg har lært at danse! Tja, af mig selv og utallige byture med Lone? Tænker da ikke, at han troede, jeg havde gået til dans for at lære at lave twist og dreje rundt om mig selv! Og så påstod han endda, at han var professionel salsadanser! Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om jeg har udviklet mig siden det lykkedes filmmanden til Mettes konfirmation at fange en dansescene med mig og lillesøster, men det var godt nok ikke et kønt syn. Det er lidt ligesom når man hører, hvad ostehaps er lavet af. Så går der også et stykke tid, før man spiser dem igen... Her skulle jeg så bare drikke mig ekstra fuld, før jeg syntes, jeg dansede fantastisk. For det gør jeg jo altid, når jeg er fuld- i hvert fald i følge mig selv:)
Uh, når vi har danset hele natten til hip hop, dansktop-musik, disco eller whatever..vi kan sgu det hele:) Men selvsamme aften blev jeg godt nok overgået. Af høj mand med sort hår, sort cykelstyrskæg og sort jakke. Han så så tung og farlig ud, men formåede at danse som en fugl! Gad vide hvor han havde lært at danse?
Knus,
Line
Uh, når vi har danset hele natten til hip hop, dansktop-musik, disco eller whatever..vi kan sgu det hele:) Men selvsamme aften blev jeg godt nok overgået. Af høj mand med sort hår, sort cykelstyrskæg og sort jakke. Han så så tung og farlig ud, men formåede at danse som en fugl! Gad vide hvor han havde lært at danse?
Knus,
Line
mandag den 25. maj 2009
Mit første møde med dødsmetal
Hej Lone,
Nogle gange skal man prøve noget nyt. Derfor vovede jeg mig fredag til dødsmetalkoncert på SPOT festival. Jeg var glad for, at jeg havde taget sort t-shirt på, da jeg stod i køen ind til koncerten. Så skilte jeg mig da lidt mindre ud mellem de store, langhårede,tatoverede mænd, som publikum hovedsageligt bestod af. Men må indrømme, at jeg stadig følte mig ret malplaceret. Indtil jeg kom ind i salen og en fyr med indiefrisure til højre for mig smilede til mig som om, han ville sige "Vi er i samme båd". Så var jeg lidt mindre skræmt trods råbende mænd med zombiesminke i hovedet.
Lige indtil han løb ned i en flok tydeligvis dedikerede fans foran scenen og begyndte at hoppe og headbange, mens han skubbede til dem! Det var åbenbart "Vi-ligner-begge-indietyper-men-har-en-skjult-passion-for-dødsmetal-båden", han mente, vi begge var en del af..
Jeg blev stædigt stående og prøvede at gemme mig i mængden, mens jeg betragtede de growlende forsangeres grimasser og forsøgte at lytte ukritisk til numrene.
Men selvom jeg virkelig prøvede, forstår jeg ikke dødsmetal. Det nærmeste jeg kan komme en sammenligning er rapmusik. Med riffs og en mand, der råber ind over. Forskellen her er så, at det hverken lykkedes mig at høre melodier eller tekster. Men det skulle efter sigende være et spørgsmål om træning.
Til gengæld meldte et par spørgsmål sig, da jeg en halv time senere halvdøv forlod koncertsalen: Kan man også synge, når man kan growle? Får man ikke ondt i halsen? Og: kan man få en dødsmetalsang på hjernen?
Svarene er: nej, ikke nødvendigvis og nej, ikke hvis man bruger den rigtige teknik. Svaret på sidste spørgsmål følger...
Knus,
Line
Nogle gange skal man prøve noget nyt. Derfor vovede jeg mig fredag til dødsmetalkoncert på SPOT festival. Jeg var glad for, at jeg havde taget sort t-shirt på, da jeg stod i køen ind til koncerten. Så skilte jeg mig da lidt mindre ud mellem de store, langhårede,tatoverede mænd, som publikum hovedsageligt bestod af. Men må indrømme, at jeg stadig følte mig ret malplaceret. Indtil jeg kom ind i salen og en fyr med indiefrisure til højre for mig smilede til mig som om, han ville sige "Vi er i samme båd". Så var jeg lidt mindre skræmt trods råbende mænd med zombiesminke i hovedet.
Lige indtil han løb ned i en flok tydeligvis dedikerede fans foran scenen og begyndte at hoppe og headbange, mens han skubbede til dem! Det var åbenbart "Vi-ligner-begge-indietyper-men-har-en-skjult-passion-for-dødsmetal-båden", han mente, vi begge var en del af..
Jeg blev stædigt stående og prøvede at gemme mig i mængden, mens jeg betragtede de growlende forsangeres grimasser og forsøgte at lytte ukritisk til numrene.
Men selvom jeg virkelig prøvede, forstår jeg ikke dødsmetal. Det nærmeste jeg kan komme en sammenligning er rapmusik. Med riffs og en mand, der råber ind over. Forskellen her er så, at det hverken lykkedes mig at høre melodier eller tekster. Men det skulle efter sigende være et spørgsmål om træning.
Til gengæld meldte et par spørgsmål sig, da jeg en halv time senere halvdøv forlod koncertsalen: Kan man også synge, når man kan growle? Får man ikke ondt i halsen? Og: kan man få en dødsmetalsang på hjernen?
Svarene er: nej, ikke nødvendigvis og nej, ikke hvis man bruger den rigtige teknik. Svaret på sidste spørgsmål følger...
Knus,
Line
fredag den 15. maj 2009
Begyndende angst for hunde
Hej Lone,
Inden jeg vender næsen mod Samsø, får du lige en lille anekdote fra min hånd.
Hunde bliver åbenbart ophidset af folk på rulleskøjter. I hvert fald gør de altid uhæmmet, når jeg kommer forbi dem på mine rulleture. Der er mange hunde på Odenses cykelstier! Og havde ejerne ikke holdt dem fast, er jeg sikker på, mange af dem havde overfaldet mig! Derfor er jeg begyndt at blive lidt bange for dem. Jeg prøver altid at lade som ingenting, når jeg kører forbi dem- hunde kan jo lugte frygt, som man siger.. Men sandheden er, at jeg er skidebange for at jeg pludselig har en hund i benet. Især når de ikke er i snor.
Jeg er ked af at indrømme det, men faktisk er jeg to gange rullet en anden vej for at undgå hundesammenstød:( Måske er det noget, der har ulmet siden dengang Maria Rasmussen og jeg gik med Elbobladet. Der boede en kæmpe arrig køter i et af husene, og den skulle man så lige forbi for at aflevere avisen..
Jeg ved godt, jeg burde overvinde min frygt og ikke lade hundene vinde...men jeg har heller aldrig overvundet min frygt for edderkopper. Faktisk er den vokset. Håber ikke fobier generelt bliver værre med alderen!!
God weekend!
Knus,
Line
Inden jeg vender næsen mod Samsø, får du lige en lille anekdote fra min hånd.
Hunde bliver åbenbart ophidset af folk på rulleskøjter. I hvert fald gør de altid uhæmmet, når jeg kommer forbi dem på mine rulleture. Der er mange hunde på Odenses cykelstier! Og havde ejerne ikke holdt dem fast, er jeg sikker på, mange af dem havde overfaldet mig! Derfor er jeg begyndt at blive lidt bange for dem. Jeg prøver altid at lade som ingenting, når jeg kører forbi dem- hunde kan jo lugte frygt, som man siger.. Men sandheden er, at jeg er skidebange for at jeg pludselig har en hund i benet. Især når de ikke er i snor.
Jeg er ked af at indrømme det, men faktisk er jeg to gange rullet en anden vej for at undgå hundesammenstød:( Måske er det noget, der har ulmet siden dengang Maria Rasmussen og jeg gik med Elbobladet. Der boede en kæmpe arrig køter i et af husene, og den skulle man så lige forbi for at aflevere avisen..
Jeg ved godt, jeg burde overvinde min frygt og ikke lade hundene vinde...men jeg har heller aldrig overvundet min frygt for edderkopper. Faktisk er den vokset. Håber ikke fobier generelt bliver værre med alderen!!
God weekend!
Knus,
Line
onsdag den 13. maj 2009
Hej Line
Da jeg skulle fortælle min kusine hvad det her blog noget var, fortæller jeg hende, at det er en blog hvor vi deler vores anekdoter, for at andre skal slippe for dem. Hun kigger meget undrende på mig, som om jeg lige havde sagt at "klunkesuppe" var det nye seje ord! Jeg forklarer hende så langsomt, at jeg engang har fået at vide, at jeg fortalte verdens længste og kedeligste anekdoter-det var ligesom "my thing"...hvortil hun svarer: "Ej, jeg forstår det altså stadig ikke...hvem læser så anekdoterne?". Jeg må så fortælle hende, at det håber jeg egentlig ikke, at der er ret mange ud over os der gør...det er noget vi deler, så vi kan få afløb for at fortælle dem i andres selskab.
Lad mig sige det sådan: hun er ikke overbevist - og kan vist godt afsløre, at hun ikke bliver en af vores faste læsere!
Lad mig sige det sådan: hun er ikke overbevist - og kan vist godt afsløre, at hun ikke bliver en af vores faste læsere!
tirsdag den 12. maj 2009
Munter musik søges!
Hej Lonen,
Efter at have levet med en mp3-afspiller, hvor der cirka var plads til 15 sange, blev jeg overlykkelig, da jeg endelig fik en ipod. Der er plads til omkring 1000 sange! Så bliver jeg aldrig træt af musikken, tænkte jeg. Men jeg tog fejl. For nu hvor jeg næsten kan have hele mit repertoire i lommen er den sørgelige sandhed gået op for mig: Jeg har den mest deprimerende musiksamling. Næsten udelukkende bestående af melankolsk indierock!
Mit batteri skal lades op hele tiden, fordi jeg skifter sang 117 gange på mine rulleture. Fra Muse til Radiohead til Kashmir til Coldplay..og endelig var der et forspil, der lød lovende...som så startede med "Kill me"....puha, Lone. Det er altså ikke altid det, man har lyst til at høre når solen skinner og man er i godt humør!
Så hvis du ejer nogen form for munter musik, så sig til!!!For det er da for deprimerende!!
Triste tanker,
Line
Efter at have levet med en mp3-afspiller, hvor der cirka var plads til 15 sange, blev jeg overlykkelig, da jeg endelig fik en ipod. Der er plads til omkring 1000 sange! Så bliver jeg aldrig træt af musikken, tænkte jeg. Men jeg tog fejl. For nu hvor jeg næsten kan have hele mit repertoire i lommen er den sørgelige sandhed gået op for mig: Jeg har den mest deprimerende musiksamling. Næsten udelukkende bestående af melankolsk indierock!
Mit batteri skal lades op hele tiden, fordi jeg skifter sang 117 gange på mine rulleture. Fra Muse til Radiohead til Kashmir til Coldplay..og endelig var der et forspil, der lød lovende...som så startede med "Kill me"....puha, Lone. Det er altså ikke altid det, man har lyst til at høre når solen skinner og man er i godt humør!
Så hvis du ejer nogen form for munter musik, så sig til!!!For det er da for deprimerende!!
Triste tanker,
Line
mandag den 11. maj 2009
Ølbob - nyopdaget talent?
Hej Lone,
Weekendens fest med mine gamle kollegievenner afslørede et talent, jeg ikke anede, jeg havde. For første gang har jeg opdaget et "ølspil", jeg kan vinde! Det er altid noget med at jeg ikke kan lyve, at min reaktionsevne ikke er god nok, at jeg glemmer reglerne eller at jeg simpelthen bare er dårlig til det.
Sådan tænkte drengene også, da de lørdag aften hev bobspillet frem for at spille såkaldt "ølbob", som kort fortalt går ud på, at man i hold på to skal skyde en bestemt farve ringe i nogle huller. Skyder man de rigtige ringe i, skal det andet hold drikke et shot, der står foran hullet.
Sidst jeg spillede bob var med min mormor i sommerhus, så jeg havde ikke store forventninger til mine egne præstationer. Men sikke en overraskelse både mig og drengene fik, da jeg skød den ene ring efter den anden i hul og ikke en eneste gang måtte drikke under bordet ( som man skal, hvis man skyder et ekcepsionelt dårligt skud).
Jeg endte faktisk med at vinde et af spillene. Om det fuldstændig kan tilskrives talent, skal jeg dog ikke kunne sige. Jeg har faktisk også vundet i bowling, selvom jeg de fleste gange kommer på sidstepladsen (tror nok, jeg kun fik vores fantastiske Buddha-træ-trofæ i Kilimanjaro-bowlingklubben, fordi der var en, der glemte det). Og en del af talentet kan muligvis også ligge inden for min evne til at distrahere. En del af spillet var nemlig at distrahere de andre spillere med et "tissemandskort" (Et spillekort med en mand med en meget stor tissemand) og forskellige kreative ord for kønsdele.
Især med det sidstnævnte havde jeg stor succes, da Søren vist aldrig havde forestillet sig, at han skulle høre ordet "klunkesuppe"komme ud af min mund...
Men om det var talent for det ene eller det andet, held eller en blanding kan være lige meget. Lørdag aften på HC Ørstedskollegiet så drengene et øjeblik på mig med nye øjne, da jeg vandt i ølbob!
Knus,
Line
Weekendens fest med mine gamle kollegievenner afslørede et talent, jeg ikke anede, jeg havde. For første gang har jeg opdaget et "ølspil", jeg kan vinde! Det er altid noget med at jeg ikke kan lyve, at min reaktionsevne ikke er god nok, at jeg glemmer reglerne eller at jeg simpelthen bare er dårlig til det.
Sådan tænkte drengene også, da de lørdag aften hev bobspillet frem for at spille såkaldt "ølbob", som kort fortalt går ud på, at man i hold på to skal skyde en bestemt farve ringe i nogle huller. Skyder man de rigtige ringe i, skal det andet hold drikke et shot, der står foran hullet.
Sidst jeg spillede bob var med min mormor i sommerhus, så jeg havde ikke store forventninger til mine egne præstationer. Men sikke en overraskelse både mig og drengene fik, da jeg skød den ene ring efter den anden i hul og ikke en eneste gang måtte drikke under bordet ( som man skal, hvis man skyder et ekcepsionelt dårligt skud).
Jeg endte faktisk med at vinde et af spillene. Om det fuldstændig kan tilskrives talent, skal jeg dog ikke kunne sige. Jeg har faktisk også vundet i bowling, selvom jeg de fleste gange kommer på sidstepladsen (tror nok, jeg kun fik vores fantastiske Buddha-træ-trofæ i Kilimanjaro-bowlingklubben, fordi der var en, der glemte det). Og en del af talentet kan muligvis også ligge inden for min evne til at distrahere. En del af spillet var nemlig at distrahere de andre spillere med et "tissemandskort" (Et spillekort med en mand med en meget stor tissemand) og forskellige kreative ord for kønsdele.
Især med det sidstnævnte havde jeg stor succes, da Søren vist aldrig havde forestillet sig, at han skulle høre ordet "klunkesuppe"komme ud af min mund...
Men om det var talent for det ene eller det andet, held eller en blanding kan være lige meget. Lørdag aften på HC Ørstedskollegiet så drengene et øjeblik på mig med nye øjne, da jeg vandt i ølbob!
Knus,
Line
Abonner på:
Opslag (Atom)
