Jeg lærer aldrig at elske Star Wars!

Kære Lone,

I går, da jeg lå immobil efter en Grøn Koncert, der varede til klokken fem om morgenen og krævede mange liter øl og ikke kunne magte andet end at tænde for fjernsynet, var der selvfølgelig ikke andet end Tour de France i fjernsynet- bortset fra Star Wars, som jeg så valgte, for selvom Jørgen Leth er sej, forstår jeg altså ikke, hvorfor folk synes det er fedt at kigge på folk, der cykler. Hvad jeg er lige så uforstående over for er, hvorfor så mange mennesker synes Star Wars er helt vildt fantastisk.
Jeg har virkelig givet det en chance. Jeg var engang i biografen og se en af filmene, og da de på min højskole holdt Star Wars-marathon satte jeg mig klar med dyne og slik og det hele. Men efter halvanden time måtte jeg give op. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde en hel nat og kigge på tudselignende mænd med østeuropæisk accent og underlige navne, der ikke kan finde ud af at tale ordentligt.
Ringenes Herre er en af de bedste film, jeg har set. jeg kan også godt lide Narnia og serier om rummet. Så det er ikke fordi, jeg ikke er til fantasiverdener. Men det her er altså bare for fjollet til mig!
Måske er det fordi, jeg aldrig får et forhold til Obi-wan Kenobi og Jar Jar Binks og hvad de ellers hedder, og at jeg så ikke kan leve mig ind i det. Og så blir det simpelthen for syret. For jeg har jo ingen problemer med at tude over Pocahontas, selvom hendes bedste ven er et levende piletræ!
Under alle omstændigheder synes jeg, jeg har givet de film en fair chance, og jeg har tydeligvis ikke samme forhold til dem som oliven- jeg lærer aldrig at elske dem!

Så jeg vil bare sige, at alle der griner af min forkærlighed for rumvæsen-serier: hvis du er Star Wars-fan, så shut your mouth! Det er da mindst lige så patetisk at se en fed tudse med hermelinkåbe på, som det er at kigge på rummænd med store øjne, der lander på en kornmark!

Knus,

Line

Miniserie-fetich

Kære Lone,

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft en fetich for miniserier. Dem, de altid sender på DR1 i sommerferien. Jeg har set alle dem, jeg kunne komme til: den om Napoleon og den med den skrækkelige plimresang "Only Love" som meget insisterende tema, der blev hængende på hjernen flere dage efter.
Denne sommer er startet ud med Coco Chanel. Det er derfor, jeg sidder her nu. Jeg burde sove for længst- skal op om seks timer. Men hellere være smadret på arbejde end gå glip af en miniserie!
Og Coco Chanel- hvilken serie. Tre timer om en fandenivoldsk selvstændig kvinde i 40'erne der havde et sørgeligt og stormfuldt kærlighedsliv. Man skulle ikke tro, serien var lavet over en, der virkelig har levet- det var den næsten for forudsigelig til! Hun fandt sit livs kærlighed "Boy" som hun alligevel ikke kunne få, fordi han lovede sin far at gifte sig med en anden. Men så fortrød han. Og tænk- lige den aften, han ville tage tilbage til hende, kørte han galt og døde! Og i samme øjeblik slukkedes et stearinlys hos den kære Coco- tænk engang!

Alligevel sad jeg og flæbede. Men måske i virkeligheden ikke så meget over at Boy døde. Nærmere over den "stormfulde kærlighed". Hun havde fundet sit livs kærlighed og hendes følelser var gengældt. Findes "Boy" overhovedet i virkeligheden? Og hvor er min "Boy"?
Hold kæft hvor er jeg pladdersentimental. De er det, de gør ved mig, de miniserier.
Nu går jeg i seng! oooooonly loooove....

Knus,

Line

PS. I dag var jeg på nippet til at tude over et indslag om Michael Jackson..Hvad skal det ikke ende med? Suk