Om at være syg når man ikke må være det

Kære Lone,

Jeg er stort set aldrig syg. Har ikke haft feber, siden jeg var helt lille, kan ikke huske, hvornår jeg sidst kastede op uden at der var alkohol indblandet og tror ikke, jeg har haft en eneste sygedag, mens jeg læste.

Til gengæld, når mit immunforsvar en sjælden gang bukker under, er det altid på de mest ubelejlige tidspunkter! Sidst jeg var rigtigt syg (med meget slem blærebetændelse) var under radioeksamen på trejde semester- så der måtte jeg tage varmepude og penicillin med på studiet i stedet for at ligge i min seng..

I går begyndte jeg så at få en meget træls hoste og blive svimmel-svineinfluenza, tænkte jeg straks. Det er det dog ikke, for jeg har hverken feber eller ledsmerter. Til gengæld er mit kranie fyldt med snot, jeg har blanke øjne, min hals gør ondt og jeg lyder som Marlon Brando i Godfather, når jeg taler... Typisk, når der i dag er kommunalvalg, som jeg har glædet mig i flere måneder til at dække og som jeg ikke kommer til at dække igen før om minimum fire år!!

Havde det været alle mulige andre dage, havde jeg taget toget til Middelfart for at blive plejet af mine forældre. Men ikke i dag. Jeg pakker min taske med panodiler, lommetørklæder og strepsils og håber, jeg får lov at blive, selvom jeg lyder underlig, når jeg taler og pudser næste hvert andet minut..

For jeg nægter at bukke under for et meget provokerende immunforsvar, der kun bukker under og gør mig syg, når jeg absolut ikke må være det!

Knus,

Line