Jeg - en oldsag

Kære Lone,

I sidste måned kom jeg et år tættere på de tredive. Umiddelbart kan jeg ikke se mange tegn på at jeg nu er i mit 27. år. Jeg har næsten ingen rynker, bliver typisk gættet til at være mellem 17 og 22 år og går i byen mindst en gang om ugen.

Men synet bedrager, for bag det unge ydre gemmer sig en gammel, gammel dame. Eller sådan føles det i hvert fald.

Det var som om, der skete et eller andet i min hjerne, da jeg fyldte 27. Jeg tog alle mulige beslutninger- så som at jeg ikke gider bruge mere tid på mænd, jeg ikke kan finde ud af- ellers normalt dem, jeg render efter. Jeg synes pludselig, alle under 25 er utroligt unge - i hvert fald for unge til at være kærestepotentiale eller noget, der ligner- hvilket har indskrænket mande-markedet betydeligt. (Jeg kunne godt høre, det lød latterligt, da jeg sagde til min kusine at "de var meget unge- ikke engang 25". Men det føles virkelig sådan...)

Og så er jeg begyndt at høre jazz, fordi jeg synes det er fedt (og ikke bare fordi jeg synes, det er lidt sejt og intellektuelt- som jeg gjorde, da jeg købte en jazz-cd som teenager, jeg har hørt første gang for et par dage siden).

Hvorfor har min hjerne besluttet sig for, at jeg nu skal være gammel, seriøs og halv-intellektuel? Det gider jeg altså ikke!

Knus,

Line

For meget selskab gør mig sær

Hej Lone,

Jeg har besluttet at tage den lange vej fra Svendborg, hvor jeg for tiden er vikar, til Middelfart, for at overnatte hos min far . Jeg har egentlig venner, der bor meget tættere på min arbejdsplads, som gerne vil have besøg, men jeg synes, jeg de seneste dage er begyndt at blive lidt sær.
Lidt ligesom når jeg på en pinlig date begynder at tænke over, hvad jeg gør, føler mig akavet og sige nogle underlige ting. For eksempel fortæller jeg til min chef, hvad min far arbejder med og at jeg kan få præstationsangst over at lave mad til andre, fordi jeg ikke har gjort det så længe. Og jeg tager mig selv i at føle mig akavet over for kassedamen i supermarkedet.
Det hele bliver forstærket af, at jeg bliver opmærksom på det og tænker over, om folk nu synes, jeg er sær....Så siger jeg endnu flere sære ting. Og i dag har jeg så også undskyldt til min ven Alexander, hvis jeg er lidt sær..
Faktisk ved jeg ikke, om jeg er sær, fordi jeg tænker, jeg er sær. Eller om jeg virkelig opfører mig anderledes end normalt.
Det i sig selv lyder ret sært, synes jeg...

Grunden til al den særhed er, at jeg stort set ikke har været alene i flere uger. Jeg har boet hos venner, mens jeg har arbejdet på Fyn. Så har jeg haft besøg i weekenderne og været på ferie med en veninde. Og det er altså svært at være social (og normal) 24 timer i døgnet i flere uger,. Jeg har slet ikke kunnet fordøje mine indtryk, være stille og ikke mindst tale med mig selv. Og ligesom det at være alene var ved at gøre mig sær, da jeg på reportagerejse i Spanien begyndte at tale med mig selv, mens der var andre mennesker, kan for meget selskab åbenbart også gøre mig sær...

Gad vide om folk der læser dette synes, jeg er sær. Gør du?

Sære hilsner,

Line

Temper, temper unge dame!

Hej Line,

Jeg synes det er længe siden vi har skrevet herinde. Nu kommer der en ny anekdote frisk i erindringen....og typisk mig!

For nylig opsagde jeg mit telefonabonnement, fordi jeg i slut december opdagede, at der var et nummer jeg ikke umiddelbart kendte, der optrådte lidt for ofte på min regning. Jeg undersøgte dengang nummeret og en funktion i min telefon gør, at man kan taste nummeret ind og så finder min telefon personen i min telefonbog, hvis jeg har nummeret i forvejen. Jeg fandt ud af at nummeret tilhørte en gammel veninde, jeg ikke taler med særlig ofte, ej hellere sms'er til. Men i en periode på nærmest 3 måneder holdt jeg så øje med nummeret på min regning hver månede, og det viser sig, at jeg ringer mindst 8 gange om måneden til vedkommende og sms'er i hvert fald 10 gange. Jeg bliver ret så sur og en dag, får jeg nok og skifter telefonselskab. Kan ikke lade være med at tænke på hvor mange numre, der så er på min regning, jeg reelt ikke ringer til.
Jeg får en mail fra det nye selskab, der siger, at jeg kan forvente at åbne for mit nye abonnement d.4.marts. Mit gamle abonnement vælger så at lukke for min telefon 12 dage før denne dato og her bliver jeg godt nok vred! Jeg skriver en klagemail til selskabet, hvori jeg spår tvivl om hvorvidt man kan stole på deres regninger og hvori jeg skriver at jeg synes det er for dårligt at de lukker min telefon før tid, og at jeg er MEGET utilfreds!
Alt sammen meget selvretfærdigt i hvert fald.
Det skal så også fortælles, at jeg har fortalt gud og hver mand, hvor latterligt et selskab jeg synes det er og forargelsen er stor hos de fleste!
Da jeg så samme dag jeg har sendt klagemailen, dels får åbnet min telefon og dels får en mail, hvori personen bag mailen antyder at det nummer jeg må tale om er mit mobilsvar nummer, bliver jeg selvfølgelig lidt glad, men samtidig synes jeg også det er latterligt, at de kan tro jeg ikke kender mit eget mobilsvar nummer og påbegynder derfor et svar. Jeg går ind på min telefonregning og finder nummeret, for at præcisere overfor vedkommende hvilket nummer det drejer sig om. Og her, lige præcis HER, går hele min vrede op i en lyserød sky, der breder sig i hele mit ansigt...Jeg har tilsyneladende for knap 3 måneder siden, set forkert!! Nummeret der er tale om, er min kære fætters. Jeg er dels i chok over jeg har set forkert, dels i chok over at det ikke er MERE jeg ringer til ham!
Denne lille historie kan herfor bruges som grund til, at jeg sjældent reagerer når jeg er meget vred. Jeg har virkelig en tendens til at have misforstået noget, set forkert eller i hvert fald overreageret! Hvor pinligt altså!
Jeg har efterfølgende valgt at slette mailen fra dem og aldrig mere tænke på det...nu fortæller jeg dig det, men da min chef igår spurgte til min telefon veg jeg udenom og skyndte mig at tale om noget andet. Det mindste jeg kunne gøre var sgu da at indrømme overfor mine kollegaer og ALLE andre jeg har fortalt historien til, at det er mig der har taget fejl. Men jeg har endnu ikke lige kunnet tage mig sammen... Line, skal man være ærlig for enhver pris? Tror du ikke teleselskabet er ligeglad? Arrrggg....

Kh Lone