Kære Lone,
Da vi i sin tid oprettede denne blog, var den - jeg citerer- " et forsøg på at få afløb for trangen til at fortælle anekdoter og dermed skåne venner og bekendte for historier, der muligvis aldrig skulle have været fortalt."
Imidlertid synes jeg, jeg er gået over til at tænke lidt for meget over anekdoterne, inden jeg sender dem ud i cyberspace, så de rent faktisk ender med at blive historier med en pointe, der til tider endda er sjove!
Og det, vi er bedst til, er jo at fortælle historier, der aldrig skulle have været fortalt- fordi de ingen pointe har. Derfor vil jeg nu gå tilbage til rødderne og parkere en anekdote, jeg desværre ikke formåede at skåne gæsterne til en polterabend i lørdags for:
Forleden var jeg til informationsmøde hos jobvision, et firma, der skal hjælpe mig med at finde et job, og som kommunen har "solgt" mig til, fordi jeg har været ledig i næsten 13 uger.
Jeg havde bange anelser, da jeg trådte ind i et noget ramponeret industrilokale i NV, men kaffeduften, da jeg nåede 3. sal, beroligede mig lidt. At drikke kaffe er trods alt seriøst og voksent.
Jeg skulle til møde med en masse andre LVU'er (folk under 30, der har en længerevarende uddannelse, men intet job), og det første, vi blev præsenteret for i det timelange møde var at der var gratis kaffe og the, hvor hhv. kaffe- og sodavandsautomaterne var placeret og hvor køleskabet, som vi kunne opbevare vores madpakker i- var.
Jeg har tænkt længe over, hvorfor jeg bliver ved med at fortælle denne anekdote- for den har ikke umiddelbart nogen pointe- udover at kaffe lige pludselig ikke virkede seriøst på mig mere- og at jeg med denne introduktion ikke blev overbevist om, at denne mand kan hjælpe mig frem i verden- rent karrieremæssigt.
Men den følgende anekdote er endnu mere pointe-løs: Da vi sad i lokalet, begyndte det pludselig at sne i store fnug- det fik manden til at stoppe sin talestrøm og sige: "nu sner det sørme. Det var sært."
Sidstnævnte anekdote brugte jeg til at underholde kvinder, jeg ikke kendte, til sidste lørdags polterabend. Hvilket godt nok virkede- de kunne joke med at "folk bare kunne lytte til en af Lines anekdoter, hvis de trængte til en god historie" (selvfølgelig sagt med et ironisk og venligt glimt i øjet). Så nu kender alle Annas veninder mig som "hende der fortæller underlige, pointe-løse anekdoter".
Forhåbentlig hjælper dette indlæg mig til at - jeg citerer - "få afløb for trangen til at fortælle anekdoter". I hvert fald de anekdoter, jeg er bedst til- nemlig dem uden pointe, så jeg slipper for at "underholde andre" med dem - udover dig og de sikkert meget, meget få, der læser denne blog.
Kærlig Hilsen,
Line
onsdag den 28. april 2010
lørdag den 17. april 2010
En plaprende satan...
Puha Line, vi ved vist begge godt hvad dette indlæg kommer til at handle om....Selvom det ikke bliver et rigtigt rigtigt indlæg...
Min lækre lærer er fra og med idag slettet fra min hukommelse, jeg må vist bare indse, at jeg ikke kan finde ud af at tale med mennesker, jeg ikke kender så godt, men er interesseret i.... Hvorfor var det også liiiige han tog i byen det samme sted som os? Jeg er i de tre-fire år jeg har "kendt" ham aldrig stødt på ham nogen steder...og det var vist også bedre sådan!
Hvorfor kan jeg ikke vade ind i folks hjerter med et smil, en kvik bemærkning, en opmærksomhed rettet mod vedkommende jeg taler med eller blot med en rolig venlighed?? Hvorfor går jeg i panik og plaprer om mig selv og er fokuseret indad, når jeg skal tale med andre mennesker, jeg egentlig rigtig gerne vil tale med?(ved vi har stillet os spørgsmålet før) El Pripski sagde at jeg da kunne have spurgt ham om mange ting, men det var som om der gik en klap ned... Jeg har faktisk mange ting jeg godt kunne tænke mig at vide...han er jo så fandens lovely....ja ja, jeg skal se ham som et almindeligt menneske og ikke som "min lækre lærer" I know, men....suk.
Jeg kan faktisk komme på flere eksempler hvor jeg er gået i panik overfor ham. Dengang jeg havde ham til vejledning i BA, hvor vi var de sidste tilbage på skolen. Jeg havde svært ved at fokusere på opgaven, selvom det selvfølgelig tog presset fra mine skuldre i forhold til hvad jeg skulle snakke med ham om... men da jeg så nærmest spæner væk fra ham efter endt vejledning, ned til et tog, der først går et kvarter senere, ender det naturligvis med, at han når ned på stationen, skal med det samme tog som mig og vælger derfor at sætte sig overfor mig for at tale med mig. Bad idea... Jeg går i panik, ikke i så vild panik som igår, meeeen alligevel en smule. Han taler om en artikel i avisen han læser i, griner lidt, læser højt og kigger på mig, som om jeg burde forstå hvori det sjove ligger. Jeg vælger bare at grine lidt halvhjertet med, og imens kører hjernen på højtryk for at finde på andre ting at snakke med ham om. Jeg spørger ind til hans speciale og ja...spørger ham i forhold til min egen videreuddannelse men løber alligevel ret hurtigt tør for emner.. (mon jeg bare ikke svinger med ham? -slår det mig lige...)
Jeg tror virkelig jeg skal arbejde med min angst for pinlig tavshed, lære at blive i det pinlige og lade andre komme til deres ret i samtalen..Man har jo begge et ansvar for at samtalen ikke kører af sporet og crasher med et brag!
Line, jeg blev bare sådan nødt til at dele det med dig, ved du jo var der og bevidnede mit lille optrin, som jeg sikkert kan more mig over.....om uge...eller en måned...eller ja.... Puha.
Jeg har virkelig et billede af mig selv igår, som et meget højtsnakkende, hurtigtsnakkende monster, der truede med at æde alle andre omkring mig...puha håber ikke han oplevede mig sådan. Håber faktisk bare jeg får chancen for at tale normalt med ham....på et tidspunkt, når minderne om monsteret har fortaget sig.
Kh Lone
Min lækre lærer er fra og med idag slettet fra min hukommelse, jeg må vist bare indse, at jeg ikke kan finde ud af at tale med mennesker, jeg ikke kender så godt, men er interesseret i.... Hvorfor var det også liiiige han tog i byen det samme sted som os? Jeg er i de tre-fire år jeg har "kendt" ham aldrig stødt på ham nogen steder...og det var vist også bedre sådan!
Hvorfor kan jeg ikke vade ind i folks hjerter med et smil, en kvik bemærkning, en opmærksomhed rettet mod vedkommende jeg taler med eller blot med en rolig venlighed?? Hvorfor går jeg i panik og plaprer om mig selv og er fokuseret indad, når jeg skal tale med andre mennesker, jeg egentlig rigtig gerne vil tale med?(ved vi har stillet os spørgsmålet før) El Pripski sagde at jeg da kunne have spurgt ham om mange ting, men det var som om der gik en klap ned... Jeg har faktisk mange ting jeg godt kunne tænke mig at vide...han er jo så fandens lovely....ja ja, jeg skal se ham som et almindeligt menneske og ikke som "min lækre lærer" I know, men....suk.
Jeg kan faktisk komme på flere eksempler hvor jeg er gået i panik overfor ham. Dengang jeg havde ham til vejledning i BA, hvor vi var de sidste tilbage på skolen. Jeg havde svært ved at fokusere på opgaven, selvom det selvfølgelig tog presset fra mine skuldre i forhold til hvad jeg skulle snakke med ham om... men da jeg så nærmest spæner væk fra ham efter endt vejledning, ned til et tog, der først går et kvarter senere, ender det naturligvis med, at han når ned på stationen, skal med det samme tog som mig og vælger derfor at sætte sig overfor mig for at tale med mig. Bad idea... Jeg går i panik, ikke i så vild panik som igår, meeeen alligevel en smule. Han taler om en artikel i avisen han læser i, griner lidt, læser højt og kigger på mig, som om jeg burde forstå hvori det sjove ligger. Jeg vælger bare at grine lidt halvhjertet med, og imens kører hjernen på højtryk for at finde på andre ting at snakke med ham om. Jeg spørger ind til hans speciale og ja...spørger ham i forhold til min egen videreuddannelse men løber alligevel ret hurtigt tør for emner.. (mon jeg bare ikke svinger med ham? -slår det mig lige...)
Jeg tror virkelig jeg skal arbejde med min angst for pinlig tavshed, lære at blive i det pinlige og lade andre komme til deres ret i samtalen..Man har jo begge et ansvar for at samtalen ikke kører af sporet og crasher med et brag!
Line, jeg blev bare sådan nødt til at dele det med dig, ved du jo var der og bevidnede mit lille optrin, som jeg sikkert kan more mig over.....om uge...eller en måned...eller ja.... Puha.
Jeg har virkelig et billede af mig selv igår, som et meget højtsnakkende, hurtigtsnakkende monster, der truede med at æde alle andre omkring mig...puha håber ikke han oplevede mig sådan. Håber faktisk bare jeg får chancen for at tale normalt med ham....på et tidspunkt, når minderne om monsteret har fortaget sig.
Kh Lone
Abonner på:
Opslag (Atom)
