tirsdag den 23. juni 2009

Sære søvneskapader

Kære Lone,

Troede egentlig jeg var holdt lidt op med at gøre underlige ting i søvne. Det er i hvert fald længe siden, nogen har kommenteret mine søvneskapader- som da jeg vågnede i den forkerte ende af sengen, gik på toilet i søvne eller skraldgrinede, fordi jeg drømte om min eks Sebastian iført skindvest og matchende hat!
Men i går havde jeg for første gang i lang tid en lettere pinlig søvneskapade. Jeg tog mig en lille lur i toget på vej hjem - og vågnede af, at jeg spidsede læberne, så de nåede helt op til min næse i en kæmpe trutmund.. Meget pinligt! Da jeg åbnede øjnene, fik jeg øjenkontakt med en passager skråt over for mig. ..gad vide, hvad han /hun har tænkt (Ja, jeg kan ikke engang huske passagerens køn, så hurtigt slog jeg blikket ned i flovhed).
Det værste var, at jeg gjorde det én gang til, da jeg kort efter blundede igen- så hele resten af turen sad jeg ret op og ned med øjnene spærret op for ikke at risikere at underholde mere med mit bizarre ansigtsudtryk...
Og hvad drømmer man så, når man vågner med munden formet i en kæmpemæssig trutmund? Drømte såmænd bare, at jeg efterlignede en mand, der lavede en kollosal og utroligt sjov trutmund- og det gjorde jeg så også...

Knus,

Line

torsdag den 11. juni 2009

Ny overspringshandling: næseskylning

Kære Lone,

En af dagens overspringshandlinger har været at skylle min næse med lunken saltvand. Ja, jeg har købt en næseskyller af min yogalærer, efter jeg i mandags vovede at tage min bluse af på en rulletur og selvfølgelig blev forkølet. Næseskylning sku være sundere end spray- man skyller i samme saltvandsopløsning som kroppens- og godt mod astma, allergi og alt muligt.
Det var dog en af de mindre behagelige overspringshandlinger at hælde vand ind ad det ene næsebor og ud af det andet med en plastickande. (facebook og skrivning af blogindlæg kommer klart højere på listen over overspringshandlinger).
Og her efter seancen må jeg sige, at jeg endnu ikke har set lyset. Føler mig ikke specielt afsnottet. Til gengæld har jeg nu en vedholdende lugt af maling hængende i næseborene. Går ud fra det er plasticlugt fra næseskylningskanden...
Så umiddelbart tror jeg, mine alternative eksperimenter stopper her. Du skal ikke regne med at se mig til nogen udrensningskurser, hvor man skal drikke otte liter saltvand og derefter skal leve af skånekost i månedsvis. Ja, dem afholder mig yogalærer også....
Så meget for overspringshandlinger..

Knus,

Line

torsdag den 4. juni 2009

Østrogenbomben Line

Jeg kan huske, at jeg som lille gjorde nar af min mor, når hun tudede over ET. Og at jeg som 14-årig virkelig koncentrerede mig for at klemme en tåre ud til ”Legendernes Tid”. For den var jo sørgelig.

Det har ændret sig ret drastisk siden. Jeg kan ikke huske præcis hvornår, men det må have været i gymnasiealderen, at hormonerne pludselig gik amok, og jeg var nødt til at alliere mig med en pakke Kleenex, når jeg så ”Pocahontas”. Den var sikker hver gang, når John Smith i fangeskab erklærede Pocahontas sin kærlighed. Og det er den stadig. Det er åbenbart noget, der tager til med alderen.

To gange har jeg været nødt til at blive i biografen, når en film var slut, fordi jeg ikke kunne stoppe med at tude. De var godt nok også meget sørgelige, de film. Men alligevel. Til tv-programmet ”Sporløs”, hvor adopterede børn tager afsted for at finde deres biologiske forældre er den også sikker hver gang. Det er måske også til at forstå.

Men til tider tuder jeg over ting, der ikke er helt så forståelige. Og det kan jeg godt blive lidt bange for nogle gange. Lidt for meget østrogen...hvordan bliver det ikke, når jeg engang bliver gravid??? For eksempel har jeg taget mig selv i at tude ikke kun over bryllupper og tv-serier, men også koncerter og avisartikler! Ja, en enkelt gang har jeg sgu tudet over en Nik og Jay-musikvideo!

Og forleden dag sad jeg så igen og flæbede- denne gang over min ven Mortens blog. Han har lige fået en bebs og fortæller nu med tekst og billeder om det at være far. Og det var åbenbart igen lidt for rørende for østrogenbomben Line! Hvad skal det ikke ende med, Lone? En eller anden dag tager du mig sikkert i at tude til en Merci-reklame! (hvis du gør det, så slå mig. Hårdt. Og sæt en Rocky-film på...eller nej, den kan jeg sikkert også finde på at tude over...:( )