Det spurgte en fyr mig om til SPOTs afterparty. Klokken var fire om morgenen, og jeg havde danset i en time i høje hæle, så mine ellers alternative dansetrin var ved at blive lidt trivielle. Det er godt nok første gang, og sikkert også sidste, at nogen har spurgt mig, hvor jeg har lært at danse! Tja, af mig selv og utallige byture med Lone? Tænker da ikke, at han troede, jeg havde gået til dans for at lære at lave twist og dreje rundt om mig selv! Og så påstod han endda, at han var professionel salsadanser! Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om jeg har udviklet mig siden det lykkedes filmmanden til Mettes konfirmation at fange en dansescene med mig og lillesøster, men det var godt nok ikke et kønt syn. Det er lidt ligesom når man hører, hvad ostehaps er lavet af. Så går der også et stykke tid, før man spiser dem igen... Her skulle jeg så bare drikke mig ekstra fuld, før jeg syntes, jeg dansede fantastisk. For det gør jeg jo altid, når jeg er fuld- i hvert fald i følge mig selv:)
Uh, når vi har danset hele natten til hip hop, dansktop-musik, disco eller whatever..vi kan sgu det hele:) Men selvsamme aften blev jeg godt nok overgået. Af høj mand med sort hår, sort cykelstyrskæg og sort jakke. Han så så tung og farlig ud, men formåede at danse som en fugl! Gad vide hvor han havde lært at danse?
Knus,
Line
torsdag den 28. maj 2009
mandag den 25. maj 2009
Mit første møde med dødsmetal
Hej Lone,
Nogle gange skal man prøve noget nyt. Derfor vovede jeg mig fredag til dødsmetalkoncert på SPOT festival. Jeg var glad for, at jeg havde taget sort t-shirt på, da jeg stod i køen ind til koncerten. Så skilte jeg mig da lidt mindre ud mellem de store, langhårede,tatoverede mænd, som publikum hovedsageligt bestod af. Men må indrømme, at jeg stadig følte mig ret malplaceret. Indtil jeg kom ind i salen og en fyr med indiefrisure til højre for mig smilede til mig som om, han ville sige "Vi er i samme båd". Så var jeg lidt mindre skræmt trods råbende mænd med zombiesminke i hovedet.
Lige indtil han løb ned i en flok tydeligvis dedikerede fans foran scenen og begyndte at hoppe og headbange, mens han skubbede til dem! Det var åbenbart "Vi-ligner-begge-indietyper-men-har-en-skjult-passion-for-dødsmetal-båden", han mente, vi begge var en del af..
Jeg blev stædigt stående og prøvede at gemme mig i mængden, mens jeg betragtede de growlende forsangeres grimasser og forsøgte at lytte ukritisk til numrene.
Men selvom jeg virkelig prøvede, forstår jeg ikke dødsmetal. Det nærmeste jeg kan komme en sammenligning er rapmusik. Med riffs og en mand, der råber ind over. Forskellen her er så, at det hverken lykkedes mig at høre melodier eller tekster. Men det skulle efter sigende være et spørgsmål om træning.
Til gengæld meldte et par spørgsmål sig, da jeg en halv time senere halvdøv forlod koncertsalen: Kan man også synge, når man kan growle? Får man ikke ondt i halsen? Og: kan man få en dødsmetalsang på hjernen?
Svarene er: nej, ikke nødvendigvis og nej, ikke hvis man bruger den rigtige teknik. Svaret på sidste spørgsmål følger...
Knus,
Line
Nogle gange skal man prøve noget nyt. Derfor vovede jeg mig fredag til dødsmetalkoncert på SPOT festival. Jeg var glad for, at jeg havde taget sort t-shirt på, da jeg stod i køen ind til koncerten. Så skilte jeg mig da lidt mindre ud mellem de store, langhårede,tatoverede mænd, som publikum hovedsageligt bestod af. Men må indrømme, at jeg stadig følte mig ret malplaceret. Indtil jeg kom ind i salen og en fyr med indiefrisure til højre for mig smilede til mig som om, han ville sige "Vi er i samme båd". Så var jeg lidt mindre skræmt trods råbende mænd med zombiesminke i hovedet.
Lige indtil han løb ned i en flok tydeligvis dedikerede fans foran scenen og begyndte at hoppe og headbange, mens han skubbede til dem! Det var åbenbart "Vi-ligner-begge-indietyper-men-har-en-skjult-passion-for-dødsmetal-båden", han mente, vi begge var en del af..
Jeg blev stædigt stående og prøvede at gemme mig i mængden, mens jeg betragtede de growlende forsangeres grimasser og forsøgte at lytte ukritisk til numrene.
Men selvom jeg virkelig prøvede, forstår jeg ikke dødsmetal. Det nærmeste jeg kan komme en sammenligning er rapmusik. Med riffs og en mand, der råber ind over. Forskellen her er så, at det hverken lykkedes mig at høre melodier eller tekster. Men det skulle efter sigende være et spørgsmål om træning.
Til gengæld meldte et par spørgsmål sig, da jeg en halv time senere halvdøv forlod koncertsalen: Kan man også synge, når man kan growle? Får man ikke ondt i halsen? Og: kan man få en dødsmetalsang på hjernen?
Svarene er: nej, ikke nødvendigvis og nej, ikke hvis man bruger den rigtige teknik. Svaret på sidste spørgsmål følger...
Knus,
Line
fredag den 15. maj 2009
Begyndende angst for hunde
Hej Lone,
Inden jeg vender næsen mod Samsø, får du lige en lille anekdote fra min hånd.
Hunde bliver åbenbart ophidset af folk på rulleskøjter. I hvert fald gør de altid uhæmmet, når jeg kommer forbi dem på mine rulleture. Der er mange hunde på Odenses cykelstier! Og havde ejerne ikke holdt dem fast, er jeg sikker på, mange af dem havde overfaldet mig! Derfor er jeg begyndt at blive lidt bange for dem. Jeg prøver altid at lade som ingenting, når jeg kører forbi dem- hunde kan jo lugte frygt, som man siger.. Men sandheden er, at jeg er skidebange for at jeg pludselig har en hund i benet. Især når de ikke er i snor.
Jeg er ked af at indrømme det, men faktisk er jeg to gange rullet en anden vej for at undgå hundesammenstød:( Måske er det noget, der har ulmet siden dengang Maria Rasmussen og jeg gik med Elbobladet. Der boede en kæmpe arrig køter i et af husene, og den skulle man så lige forbi for at aflevere avisen..
Jeg ved godt, jeg burde overvinde min frygt og ikke lade hundene vinde...men jeg har heller aldrig overvundet min frygt for edderkopper. Faktisk er den vokset. Håber ikke fobier generelt bliver værre med alderen!!
God weekend!
Knus,
Line
Inden jeg vender næsen mod Samsø, får du lige en lille anekdote fra min hånd.
Hunde bliver åbenbart ophidset af folk på rulleskøjter. I hvert fald gør de altid uhæmmet, når jeg kommer forbi dem på mine rulleture. Der er mange hunde på Odenses cykelstier! Og havde ejerne ikke holdt dem fast, er jeg sikker på, mange af dem havde overfaldet mig! Derfor er jeg begyndt at blive lidt bange for dem. Jeg prøver altid at lade som ingenting, når jeg kører forbi dem- hunde kan jo lugte frygt, som man siger.. Men sandheden er, at jeg er skidebange for at jeg pludselig har en hund i benet. Især når de ikke er i snor.
Jeg er ked af at indrømme det, men faktisk er jeg to gange rullet en anden vej for at undgå hundesammenstød:( Måske er det noget, der har ulmet siden dengang Maria Rasmussen og jeg gik med Elbobladet. Der boede en kæmpe arrig køter i et af husene, og den skulle man så lige forbi for at aflevere avisen..
Jeg ved godt, jeg burde overvinde min frygt og ikke lade hundene vinde...men jeg har heller aldrig overvundet min frygt for edderkopper. Faktisk er den vokset. Håber ikke fobier generelt bliver værre med alderen!!
God weekend!
Knus,
Line
onsdag den 13. maj 2009
Hej Line
Da jeg skulle fortælle min kusine hvad det her blog noget var, fortæller jeg hende, at det er en blog hvor vi deler vores anekdoter, for at andre skal slippe for dem. Hun kigger meget undrende på mig, som om jeg lige havde sagt at "klunkesuppe" var det nye seje ord! Jeg forklarer hende så langsomt, at jeg engang har fået at vide, at jeg fortalte verdens længste og kedeligste anekdoter-det var ligesom "my thing"...hvortil hun svarer: "Ej, jeg forstår det altså stadig ikke...hvem læser så anekdoterne?". Jeg må så fortælle hende, at det håber jeg egentlig ikke, at der er ret mange ud over os der gør...det er noget vi deler, så vi kan få afløb for at fortælle dem i andres selskab.
Lad mig sige det sådan: hun er ikke overbevist - og kan vist godt afsløre, at hun ikke bliver en af vores faste læsere!
Lad mig sige det sådan: hun er ikke overbevist - og kan vist godt afsløre, at hun ikke bliver en af vores faste læsere!
tirsdag den 12. maj 2009
Munter musik søges!
Hej Lonen,
Efter at have levet med en mp3-afspiller, hvor der cirka var plads til 15 sange, blev jeg overlykkelig, da jeg endelig fik en ipod. Der er plads til omkring 1000 sange! Så bliver jeg aldrig træt af musikken, tænkte jeg. Men jeg tog fejl. For nu hvor jeg næsten kan have hele mit repertoire i lommen er den sørgelige sandhed gået op for mig: Jeg har den mest deprimerende musiksamling. Næsten udelukkende bestående af melankolsk indierock!
Mit batteri skal lades op hele tiden, fordi jeg skifter sang 117 gange på mine rulleture. Fra Muse til Radiohead til Kashmir til Coldplay..og endelig var der et forspil, der lød lovende...som så startede med "Kill me"....puha, Lone. Det er altså ikke altid det, man har lyst til at høre når solen skinner og man er i godt humør!
Så hvis du ejer nogen form for munter musik, så sig til!!!For det er da for deprimerende!!
Triste tanker,
Line
Efter at have levet med en mp3-afspiller, hvor der cirka var plads til 15 sange, blev jeg overlykkelig, da jeg endelig fik en ipod. Der er plads til omkring 1000 sange! Så bliver jeg aldrig træt af musikken, tænkte jeg. Men jeg tog fejl. For nu hvor jeg næsten kan have hele mit repertoire i lommen er den sørgelige sandhed gået op for mig: Jeg har den mest deprimerende musiksamling. Næsten udelukkende bestående af melankolsk indierock!
Mit batteri skal lades op hele tiden, fordi jeg skifter sang 117 gange på mine rulleture. Fra Muse til Radiohead til Kashmir til Coldplay..og endelig var der et forspil, der lød lovende...som så startede med "Kill me"....puha, Lone. Det er altså ikke altid det, man har lyst til at høre når solen skinner og man er i godt humør!
Så hvis du ejer nogen form for munter musik, så sig til!!!For det er da for deprimerende!!
Triste tanker,
Line
mandag den 11. maj 2009
Ølbob - nyopdaget talent?
Hej Lone,
Weekendens fest med mine gamle kollegievenner afslørede et talent, jeg ikke anede, jeg havde. For første gang har jeg opdaget et "ølspil", jeg kan vinde! Det er altid noget med at jeg ikke kan lyve, at min reaktionsevne ikke er god nok, at jeg glemmer reglerne eller at jeg simpelthen bare er dårlig til det.
Sådan tænkte drengene også, da de lørdag aften hev bobspillet frem for at spille såkaldt "ølbob", som kort fortalt går ud på, at man i hold på to skal skyde en bestemt farve ringe i nogle huller. Skyder man de rigtige ringe i, skal det andet hold drikke et shot, der står foran hullet.
Sidst jeg spillede bob var med min mormor i sommerhus, så jeg havde ikke store forventninger til mine egne præstationer. Men sikke en overraskelse både mig og drengene fik, da jeg skød den ene ring efter den anden i hul og ikke en eneste gang måtte drikke under bordet ( som man skal, hvis man skyder et ekcepsionelt dårligt skud).
Jeg endte faktisk med at vinde et af spillene. Om det fuldstændig kan tilskrives talent, skal jeg dog ikke kunne sige. Jeg har faktisk også vundet i bowling, selvom jeg de fleste gange kommer på sidstepladsen (tror nok, jeg kun fik vores fantastiske Buddha-træ-trofæ i Kilimanjaro-bowlingklubben, fordi der var en, der glemte det). Og en del af talentet kan muligvis også ligge inden for min evne til at distrahere. En del af spillet var nemlig at distrahere de andre spillere med et "tissemandskort" (Et spillekort med en mand med en meget stor tissemand) og forskellige kreative ord for kønsdele.
Især med det sidstnævnte havde jeg stor succes, da Søren vist aldrig havde forestillet sig, at han skulle høre ordet "klunkesuppe"komme ud af min mund...
Men om det var talent for det ene eller det andet, held eller en blanding kan være lige meget. Lørdag aften på HC Ørstedskollegiet så drengene et øjeblik på mig med nye øjne, da jeg vandt i ølbob!
Knus,
Line
Weekendens fest med mine gamle kollegievenner afslørede et talent, jeg ikke anede, jeg havde. For første gang har jeg opdaget et "ølspil", jeg kan vinde! Det er altid noget med at jeg ikke kan lyve, at min reaktionsevne ikke er god nok, at jeg glemmer reglerne eller at jeg simpelthen bare er dårlig til det.
Sådan tænkte drengene også, da de lørdag aften hev bobspillet frem for at spille såkaldt "ølbob", som kort fortalt går ud på, at man i hold på to skal skyde en bestemt farve ringe i nogle huller. Skyder man de rigtige ringe i, skal det andet hold drikke et shot, der står foran hullet.
Sidst jeg spillede bob var med min mormor i sommerhus, så jeg havde ikke store forventninger til mine egne præstationer. Men sikke en overraskelse både mig og drengene fik, da jeg skød den ene ring efter den anden i hul og ikke en eneste gang måtte drikke under bordet ( som man skal, hvis man skyder et ekcepsionelt dårligt skud).
Jeg endte faktisk med at vinde et af spillene. Om det fuldstændig kan tilskrives talent, skal jeg dog ikke kunne sige. Jeg har faktisk også vundet i bowling, selvom jeg de fleste gange kommer på sidstepladsen (tror nok, jeg kun fik vores fantastiske Buddha-træ-trofæ i Kilimanjaro-bowlingklubben, fordi der var en, der glemte det). Og en del af talentet kan muligvis også ligge inden for min evne til at distrahere. En del af spillet var nemlig at distrahere de andre spillere med et "tissemandskort" (Et spillekort med en mand med en meget stor tissemand) og forskellige kreative ord for kønsdele.
Især med det sidstnævnte havde jeg stor succes, da Søren vist aldrig havde forestillet sig, at han skulle høre ordet "klunkesuppe"komme ud af min mund...
Men om det var talent for det ene eller det andet, held eller en blanding kan være lige meget. Lørdag aften på HC Ørstedskollegiet så drengene et øjeblik på mig med nye øjne, da jeg vandt i ølbob!
Knus,
Line
Abonner på:
Opslag (Atom)
