Jeg kan huske, at jeg som lille gjorde nar af min mor, når hun tudede over ET. Og at jeg som 14-årig virkelig koncentrerede mig for at klemme en tåre ud til ”Legendernes Tid”. For den var jo sørgelig.
Det har ændret sig ret drastisk siden. Jeg kan ikke huske præcis hvornår, men det må have været i gymnasiealderen, at hormonerne pludselig gik amok, og jeg var nødt til at alliere mig med en pakke Kleenex, når jeg så ”Pocahontas”. Den var sikker hver gang, når John Smith i fangeskab erklærede Pocahontas sin kærlighed. Og det er den stadig. Det er åbenbart noget, der tager til med alderen.
To gange har jeg været nødt til at blive i biografen, når en film var slut, fordi jeg ikke kunne stoppe med at tude. De var godt nok også meget sørgelige, de film. Men alligevel. Til tv-programmet ”Sporløs”, hvor adopterede børn tager afsted for at finde deres biologiske forældre er den også sikker hver gang. Det er måske også til at forstå.
Men til tider tuder jeg over ting, der ikke er helt så forståelige. Og det kan jeg godt blive lidt bange for nogle gange. Lidt for meget østrogen...hvordan bliver det ikke, når jeg engang bliver gravid??? For eksempel har jeg taget mig selv i at tude ikke kun over bryllupper og tv-serier, men også koncerter og avisartikler! Ja, en enkelt gang har jeg sgu tudet over en Nik og Jay-musikvideo!
Og forleden dag sad jeg så igen og flæbede- denne gang over min ven Mortens blog. Han har lige fået en bebs og fortæller nu med tekst og billeder om det at være far. Og det var åbenbart igen lidt for rørende for østrogenbomben Line! Hvad skal det ikke ende med, Lone? En eller anden dag tager du mig sikkert i at tude til en Merci-reklame! (hvis du gør det, så slå mig. Hårdt. Og sæt en Rocky-film på...eller nej, den kan jeg sikkert også finde på at tude over...:( )
Ingen kommentarer:
Send en kommentar