Pinlig affære...

Kære Line,

Du kender mig så godt - også i de situationer hvor jeg går i panik plaprer og ikke kan stoppe igen...
Ja, jeg har her til aften oplevet endnu en episode i: "sådan-opfører-man-sig-mest-akavet-og-pinlig"-føljetonen. Jeg sidder efter arbejde på Tempelbar med min ene kollega, vi skal bare have en enkelt øl. Ind ad døren træder en person fra min parallelklasse i folkeskolen. Jeg lader som ingenting, for ja, ved ikke hvad jeg skal tale med ham om-vi var ikke venner dengang og er det da bestemt ikke nu. Ikke at vi desideret ikke har kunnet lide hinanden, men bare mere sådan: "ja, vi er forskellige!". Men han synes så til gengæld vi skal småsludre, han kommer i hvert fald hen, prikker mig på skulderen og siger: "du er da Lone, er du ikke?". Og jo, det er jeg jo. Jeg gransker min hjerne for at finde noget vi kan tale om. Jeg ender med at spørge hvorfor han ikke var til den reunion fest vi holdt for halvanden måned siden, hvortil han svarer"Jamen, det var jeg da!". For helvedte da også! Jeg kunne seriøst ikke huske han havde været der, men siger så"Hvorfor snakkede jeg så ikke med dig?"... Og ja, det kan man så spørge sig selv om. Hvorfor snakkede jeg ikke med ham, var det fordi, som jeg sagde til ham, at jeg er autistisk og ikke forlod min plads ret meget den aften? Eller er det fordi vi er forskellige og egentlig er ret ligeglade med hinanden? Nok lidt af begge dele, men for helvede hvor er jeg pinlig nogle gange! Jeg ender så med, bare for helt at skvatte rundt i bananskrællen, at smutte uden at sige farvel, mens han er på toilet. Han undskyldte sig ret hurtigt for at gå på toilettet-og væk var jeg så, da han kom tilbage... Nogle gange ville jeg ønske, jeg bare kunne tage tingene som de er, lade være med at forsøge at redde situationen(det lykkes alligevel så sjældent) og bare go with the flow maaan...

Men ja..havde lige brug for at dele det med nogen.

Kh Lone