Hej Mussi,
Jeg sad her til aften sammen med Moster Crazy og hendes veninde. Hendes veninde skulle begynde til håndbold sammen med MC. Vi sad så og delte anekdoter omkring håndbold og minder herfra(mest mine). Nu spillede jeg jo håndbold i mange år i mine meget unge dage - og var ikke god til det. men da jeg først havde fortalt én anekdote om de, pinlige i mere end én forstand, håndbolddage, kunne jeg nærmest ikke stoppe igen. Jeg sidder her med håbet om at MC's veninde bare griner dels af de anekdoter jeg fortalte, men også af den plapren det medførte. Kan ikke lade være med at tænke på dig og din date. Og det minder mig om hvorfor vi startede denne her blog - vi skulle skåne andre mennesker for anekdoterne. Men det er altså meget svært synes jeg...nu har jeg selvfølgelig heller ikke været den mest aktive af os to...men mener da også, at du har sagt at anekdoterne ikke er aftaget. Godt jeg ikke dater - så vil anekdotemonstret nok også komme op i mig....og kan sgu blive helt bange for det :)
Det var bare lige en lille kort opdatering fra mig...
Kh Lone
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kære Lone,
SvarSletApropos anekdotemonster og plapren, så drømte jeg i nat at jeg talte med min læge i telefonen, og at hun, som en afsluttende bemærkning sagde, at nu ville hun tage ud og spille badminton..det tog jeg åbentbart som en invitation og væltede ud med en ordentlig gang munddiarré om, at jeg havde været ude at cykle og var faret vild i Vollsmose..jeg tænkte godt, at det var hun sikkert virkelig ligeglad med, men kunne bare ikke stoppe...virkelig ubehageligt.tolk lige den! :)
Men nej, denne blog fungerer klart ikke efter hensigten...især fordi, det for mig er blevet en anekdote i sig selv at jeg har en blog, jeg skriver anekdoter på...hmmm...
Men helt ærligt, Lone. Hvis folk ikke kan holde vores anekdoter ud og hvis de ikke synes, det er bare lidt sødt eller charmerende- er de så værd af samle på? Altså, jeg ville i hvert fald ikke kunne være kærester med en, der vendte øjne af mig, hver gang jeg begyndte på en af mine utallige anekdoter....Det må man simpelthen tage med! :)
Knus,
Line
- og én der havde lyst til at vende øjne hver gang du fortalte en anekdote, ville nok heller ikke være kærester med dig....;P
SvarSletHehe, men altså for helvede. Det sidder virkelig i mig, at jeg jo engang fik at vide, at jeg var kendt som hende, der fortalte de mest kedelige og ligegyldige historier... det var først da jeg lærte dig for alvor at kende, at jeg erkendte: ok, det kan godt være jeg fortæller mange anekdoter, som nogle måske synes er vældig kedelige, men sådan er jeg...og så kan det være selskabet skal skiftes ud... Og det har været en smule befriende. Men kan stadig godt tage mig selv i at det er pinligt.
Så ja, man skal nok bare leve med vores anekdote-plaprende side og så må vi håbe på at det er charmerende... (Men nogle gange hvis jeg skal tale med folk jeg ikke kender(f.eks. var det lidt sådan fredag), ender det med jeg er tavs som graven, fordi jeg simpelthen ikke tør åbne for den side. Andre gange ender det med sandheden for enhver pris..ved ikke hvad der er bedst??)
En tolkning af din drøm, kan jeg godt forsøge mig med. Det er som med mange af dine andre drømme noget med grænseoverskridelse at gøre. Du er nok dels bange for at overskride folks grænser, samtidig med at du har fået dine egne grænser overskredet så ofte - og stadig får det("hej, jeg er i bad, gider du godt vente lidt??")-at det kan være svært at vide hvor andres grænser går og så stoppe der...
Jeg har rent faktisk ikke fortalt ret mange om vores blog. MC spurgte også igår, da jeg fortalte jeg havde nævnt hende på bloggen: "Er der egentlig andre end jer to der læser den??" hvortil jeg kun kunne svare, at det troede jeg faktisk ikke... så sagde hun jeg bare kunne skrive løs om hende :) Hun sagde faktisk også at det godt kunne være der var nogen af dem vi kender der har strikkeklub, men at vi to måske selv skulle overveje at melde os ind i den klub..Jeg ved ikke hvad hun taler om!!! øhh...
Men ja, det kan vi selvfølgelig overveje---
Hav en god dag!
Kh Lone
-og læste lige tilbage på vores blog og erindrede derved, at hun jo ikke helt fatter konceptet af vores blog... Havde glemt hun havde spurgt om bloggen før...:)
SvarSletDu er simpelthen et orakel, Lone! Det er lige meget hvor sær, min drøm er, så forstår du at tyde den! Jeg ved godt nok ikke, om Nikolaj, som jeg bad fortælle dig om sin drøm, var helt enig...Eller også havde han bare ikke regnet med, han skulle dele sin drøm med en, han slet ikke kendte...:)
SvarSletOg nej, folk gider nok heller ikke være kærester med os, hvis de ruller med øjnene af vores anekdoter. Så er det egentlig ikke en meget god teknik at fortælle dem fra start, så man får siet anekdote-allergikerne fra og ikke behøver spilde sin tid på dem? :)
Jeg kan faktisk ikke huske, at Nikolaj fortalte om sin drøm.... Men nu du skriver det, kan jeg huske, at jeg i hvert fald ikke kunne tyde den. Men ham kender jeg heller ikke... Jeg kan nok kun tolke dine drømme, fordi jeg kender dig så godt og ved hvad du oplever(for det meste).
SvarSletJeg vil sige at tænker man anekdoterne, som en metode til at si alle kedelige anti-anekdote-fjolser fra, så er det jo ret positivt! Dejligt med et nyt perspektiv.
Jeg var til fødselsdag hos min kollega igår og selvom der var mange mennesker jeg ikke kendte, undgik jeg faktisk meget godt at fortælle anekdoter til dem. Til gengæld fortalte jeg nogle til de andre kollegaer, der også var med til fødselsdagen. Blandt andet den, hvor jeg skal parkere minibus i parkeringshus(det kan man ikke, hvis den er over 2,05 m!!) Og den om at jeg skulle servere til min kollegas(med fødselsdag)søns konfirmation, hvor jeg forveksler ben-teskeer med plastiks-skeer og smider dem ud! Og sidst men ikke mindst fortæller jeg også den, om dengang du og jeg kørte til Kolding Storcenter, hvor der ligger 40 cm sne da vi kommer ud - og hvordan vi blev nødt til at køre 30 km i timen hele vejen hjem... Så ja var vidt omkring...Mine kollegaer kender mig heldigvis ret godt, så de er vant til det - og har helt sikkert hørt anekdoterne før, men de er jo rare mennesker, og lader som om det er første gang de hører dem. Jeg har ellers sagt, at de gerne må sige til, hvis jeg gentager mig selv :)