Jeg - en oldsag

Kære Lone,

I sidste måned kom jeg et år tættere på de tredive. Umiddelbart kan jeg ikke se mange tegn på at jeg nu er i mit 27. år. Jeg har næsten ingen rynker, bliver typisk gættet til at være mellem 17 og 22 år og går i byen mindst en gang om ugen.

Men synet bedrager, for bag det unge ydre gemmer sig en gammel, gammel dame. Eller sådan føles det i hvert fald.

Det var som om, der skete et eller andet i min hjerne, da jeg fyldte 27. Jeg tog alle mulige beslutninger- så som at jeg ikke gider bruge mere tid på mænd, jeg ikke kan finde ud af- ellers normalt dem, jeg render efter. Jeg synes pludselig, alle under 25 er utroligt unge - i hvert fald for unge til at være kærestepotentiale eller noget, der ligner- hvilket har indskrænket mande-markedet betydeligt. (Jeg kunne godt høre, det lød latterligt, da jeg sagde til min kusine at "de var meget unge- ikke engang 25". Men det føles virkelig sådan...)

Og så er jeg begyndt at høre jazz, fordi jeg synes det er fedt (og ikke bare fordi jeg synes, det er lidt sejt og intellektuelt- som jeg gjorde, da jeg købte en jazz-cd som teenager, jeg har hørt første gang for et par dage siden).

Hvorfor har min hjerne besluttet sig for, at jeg nu skal være gammel, seriøs og halv-intellektuel? Det gider jeg altså ikke!

Knus,

Line