Hej Lone,
Jeg har besluttet at tage den lange vej fra Svendborg, hvor jeg for tiden er vikar, til Middelfart, for at overnatte hos min far . Jeg har egentlig venner, der bor meget tættere på min arbejdsplads, som gerne vil have besøg, men jeg synes, jeg de seneste dage er begyndt at blive lidt sær.
Lidt ligesom når jeg på en pinlig date begynder at tænke over, hvad jeg gør, føler mig akavet og sige nogle underlige ting. For eksempel fortæller jeg til min chef, hvad min far arbejder med og at jeg kan få præstationsangst over at lave mad til andre, fordi jeg ikke har gjort det så længe. Og jeg tager mig selv i at føle mig akavet over for kassedamen i supermarkedet.
Det hele bliver forstærket af, at jeg bliver opmærksom på det og tænker over, om folk nu synes, jeg er sær....Så siger jeg endnu flere sære ting. Og i dag har jeg så også undskyldt til min ven Alexander, hvis jeg er lidt sær..
Faktisk ved jeg ikke, om jeg er sær, fordi jeg tænker, jeg er sær. Eller om jeg virkelig opfører mig anderledes end normalt.
Det i sig selv lyder ret sært, synes jeg...
Grunden til al den særhed er, at jeg stort set ikke har været alene i flere uger. Jeg har boet hos venner, mens jeg har arbejdet på Fyn. Så har jeg haft besøg i weekenderne og været på ferie med en veninde. Og det er altså svært at være social (og normal) 24 timer i døgnet i flere uger,. Jeg har slet ikke kunnet fordøje mine indtryk, være stille og ikke mindst tale med mig selv. Og ligesom det at være alene var ved at gøre mig sær, da jeg på reportagerejse i Spanien begyndte at tale med mig selv, mens der var andre mennesker, kan for meget selskab åbenbart også gøre mig sær...
Gad vide om folk der læser dette synes, jeg er sær. Gør du?
Sære hilsner,
Line
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej Line,
SvarSletJeg synes ikke du er sær. Men jeg kender det alt for godt. Og ja, det er i det øjeblik man tager sig selv i at tænke om man er sær/anderledes og om andre mon tænker det sammen, at det bliver virkelig akavet. Jeg selv har også dage, hvor jeg synes det er akavet med kassedamer/ekspedienter/tilfældige mennesker og på de tidpunkter fatter jeg så, at jeg nok bare skal tage hjem og ikke være i kontakt med nogen. Jeg tror ikke mit har noget at gøre med, at jeg er for meget sammen med andre...måske jeg skal prøve at lægge mærke til i hvilke sammenhænge det kommer over mig. Min kollega siger, at man skal vende det udad. At det er, når man begynder at tænke over hvad andre mon tænker, og når man bliver for selvfokuserende, -optaget og -tænkende, at det bliver akavet og svært. Jeg ved ikke om det hjælper at prøve at vende det udad...og hvordan gør man det liiiige i praksis? Det er vel i en vis grad en del af vores personlighed...eller hvad? Kan vi mon ændre os, og skal vi mon det?
Jeg kan nu meget godt lide dig som du er...sær eller ikke sær. To be or not to be...hmmm..
Kh Lone
Vende det udad? Tror ikke helt jeg forstår, hvad det betyder..At man kigger på sig selv med andres øjne eller at det er andres effekt på en, der gør at man er sådan??
SvarSletSom jeg forstår det, skal man netop ikke kigge på sig selv, men rette fokus udad. Det er vist især i de situationer, hvor man føler sig akavet, fordi man måske tænker på hvordan de andre opfatter en, at man skal droppe fokus på sig selv. Det er inde i hovedet på en selv det bliver akavet - pga. ens tanker. Men hvordan det konkret gøres i praksis, det ved jeg ikke.
SvarSletKom lige i tanker om engang jeg sad over for en pige i toget, der talte med sig selv..jeg syntes virkelig, hun var underlig. Blev nærmest lidt skræmt af hendes "galskab"- der var det så jeg kom i tanker om, at jeg af og til tager mig i at snakke med mig selv, når jeg er udendørs- selvom der er masser af mennesker omkring mig. Jeg har altid bare tænkt: nårh ja, det er da meget normalt og måske også lidt sødt. Men nej, det er det ikke. Det er bare sært!
SvarSlet