Kære Lone,
Jeg duer simpelthen ikke til alt, der bare lugter af date. Selvom det bare er en kop kaffe eller en gåtur, så går jeg helt i baglås og begynder at fortælle de mest underlige eller ligegyldige ting om mig selv for at holde samtalen i gang og undgå den frygtede tavshed. Og så har jeg gerne svært ved at formulere sætninger og kan ikke finde ud af, hvilken stilling, jeg skal sidde i og hvor jeg skal kigge hen...
Det plejer jo ellers ikke at være noget problem for mig at tale med folk. Går det helt galt, tager jeg bare journalisthatten på og spørger folk ud om deres liv. Men lige så snart jeg skal mødes på tomandshånd med en fyr, jeg ikke kender så godt og som jeg synes er meget sød, går det helt galt.
Det skete så sent som i dag. På halvanden time lykkedes det mig både at fortælle anekdoten om min søsters kæreste der fornærmede mig på det groveste den første gang, jeg mødte ham, om vores weekend-eskapade hvor vi tog et billede af en fyrs tykke tegnebog, om min formodning om at jeg engang ender som freak med hele huset fuldt af globusser...og sikkert meget andet, jeg ikke kan huske..
Jeg fatter ikke hvordan Carrie Bradshaw kan gå på flere dates i hvert afsnit af Sex & The City. Jeg lærer det ALDRIG!
Nogle fornærmer folk, når de er nervøse...jeg sidder så og laver grin med sig selv og viser alle de sider, man ellers plejer at skjule, før man kender folk lidt bedre....ved snart ikke helt, hvad der er bedst. Er det ikke det, der gør, at folk undgår os, når vi er i byen???
Pinlige hilsner,
Line
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg tror, at hvis det var mig der var på date med en fyr, som åbnede sig op og fortalte historier, som om det var den sidste chance han havde for at berette noget fra sit liv, ville jeg se det som tegn på han enten var meget nervøs eller virkelig bange for pinlig tavshed. Nu kender jeg det jo dels fra mig selv og dels fra dig det med at få munddiarré når man er bange for stilheden, men jeg ville altså synes det var ret sjovt. Det kræver selvfølgelig at man selv er lidt samme type. Hvis manden sad og plaprede løs om matematiske formler, problematiske situationer man kan komme ud for som atomfysiker eller andet, der sikkert ligeså vel kunne være udtryk for nervøsitet, ville jeg nok vælge ikke at se manden igen...men ikke fordi han plaprede løs, men fordi jeg ville have fundet ud af, at han slet ikke var min type. Så jeg tror det kommer an på om din date synes du er hans type. Er du det, ser han også bag nervøsiteten og din trang til at fortælle anekdoter...
SvarSletOg med hensyn til at folk undgår os i byen, så kan jeg godt komme på andre grunde til hvorfor de gør det :) Læs mere i kommende indlæg fra mig....
Hmm..måske..kom dog også lige i tanker om at jeg fortalte ham om min dårlige vane: at snakke med mig selv. Og at jeg også til tider gjorde det, selvom der var andre til stede...
SvarSlet