Kære Lone,
Selvom jeg har forsøgt at bearbejde morgenens oplevelse per telefon, kan jeg mærke at det ikke er nok. Så du får den lige per blog.
I morges tog jeg- som sædvanlig- et bad i fællesbadet (selvfølgelig sikrede jeg mig først, at det var frit), da jeg pludselig kunne høre døren gå. Jeg tænkte: det er nok bare en, der skal hente toiletpapir eller som først nu hører at vandet er tændt og går igen. Men nej. Pludselig trådte en ældre mand i karrygul badekåbe ind i det svømmehalslignende fællesbad, sagde som det mest naturlige i verden godmorgen og begyndte at snakke om at han godt kunne have sovet lidt længere(Hvorfor gjorde du så ikke det???, tænkte jeg). Alt imens jeg stod under bruseren og skulle til at vaske hår.
Jeg havde egentlig indtrykket af at folk ventede, hvis de kunne høre at nogen brugte badet- for det er jo ikke sikkert, alle synes det er lige fedt at få besøg, når man er nøgen...Men det havde ham her tilsyneladende ingen skrupler med!!
Og hvad skulle jeg gøre? Følte mig ret handlingslammet og syntes ikke bare, jeg kunne skynde mig at slukke for vandet og tage håndklædet om mig, når jeg nu lige havde tændt for vandet- tror også jeg syntes, det var pinligt at afsløre mit eget ubehag. For tænk nu hvis alle de andre seks, der bruger fællesbadet bare synes, det er det mest naturlige i verden! Jeg tror også, jeg af en eller anden grund var bange for at sætte ham i forlegenhed.. I stedet svarede jeg: godmorgen og skyndte mig at vaske shampooen ud af håret og tage tøj på- uden at se ud som om, jeg skyndte mig.
Jeg fik lige et "ha en god dag" på vejen ud. Og nu sidder jeg så her og forsøger at finde ud af, hvordan jeg skal have det med den oplevelse....og spørger mig selv om, hvorfor manden ikke lige ventede med at tage bad, før der var frit? Det kan godt være, han synes, det er det mest naturlige i verden, men måske har jeg ikke samme forhold til det? (på den anden side kan han jo ikke se, hvem der er i bad før han træder ind i baderummet- og måske har de andre beboere et andet forhold til det end mig??) Måske er han ensom, og det er det eneste tidspunkt på dagen, han har nogen at snakke med? De andre muligheder forsøger jeg at lade være med at tænke på..
Under alle omstændigheder håber jeg ikke, jeg kommer til at dele bad med ham særligt tit. Selvom jeg ikke ser mig selv som særligt blufærdig, er jeg altså ikke helt sikker på, jeg kan vænne mig til at være nøgen foran mine naboer!
KH,
Line
tirsdag den 15. september 2009
tirsdag den 1. september 2009
Øl+Lone = sandheden for enhver pris
Hej Line,
Jeg sad for nogle måneder siden sammen med min nye kollega, det var fredag og vi skulle have en enkelt øl efter arbejde. En enkelt øl udviklede sig og blev til ti. Arbejdspladsen blev ændret til nærliggende bar og fem kollegaer blev til to. Vi sad overfor hinanden og på et eller andet tidspunkt kommer vi ind på hans nylige ansættelse. Jeg havde været syg til ansættelsessamtalen, men jeg havde været med til at vælge hans ansøgning ud. Da de første otte øl har kastet sig ned i halsen på mig, føler jeg pludselig vi er nære venner og tænker "hey, han skal sgu da vide hvad jeg tænkte, da jeg læste hans ansøgning første gang- det vil han synes er sjovt!". Jeg fortæller ham så glad og grinende, at da jeg først læste den, tænkte jeg "gamle gris", det var noget med han havde skrevet, han havde en ung kæreste... Han griner dog ikke, men begynder at gå lidt i forsvar for sin ansøgning, jeg fornemmer i hvert fald, at jeg nok ikke behøver skvatte mere rundt i mine pre-ansættelses tanker om ham og skynder mig videre i teksten, blandt andet når jeg også denne aften at sige til en fyr(midt 40'erne) at hans hår virkelig er grimt med udgroning, og om hvorfor han farver sit hår, når nu man virkelig godt kan se, at det jo ikke er hans egen hårfarve...Det var virkelig succes på succes den aften!
Men hvad med den gang jeg sagde til biiib, om ikke han var ved at blive skaldet, at jeg synes hans bedste ven er kedelig og at han burde få sig sine gamle briller igen...? Eller da jeg fortæller min fætters kæreste at han virkelig er sej og virkelig homo? (det skal man vist ikke træde rundt i..) Eller da jeg fortæller en mand ved pølsevognen at han virkelig ligner min onkel biib?(det skal man så tydeligvis heller ikke vade rundt i...eller jeg grinte nok også liiige en kende for meget, til at han kunne tro på min efterfølgende "jamen, min onkel er altså sej"-kommentar).
Så take a pick, der er nok grunde til hvorfor folk undgår os i byen - tænk bare på alt det jeg fortæller folk, jeg ikke kan huske!! I hvert fald er det gået op for mig, at drikke øl er for mig som at tage et sandhedsserum! (Slår man dette ord op på wikipedia, er der da også en sammenligning med alkohols virkning...måske man skulle holde op med at drikke?)
Jeg sad for nogle måneder siden sammen med min nye kollega, det var fredag og vi skulle have en enkelt øl efter arbejde. En enkelt øl udviklede sig og blev til ti. Arbejdspladsen blev ændret til nærliggende bar og fem kollegaer blev til to. Vi sad overfor hinanden og på et eller andet tidspunkt kommer vi ind på hans nylige ansættelse. Jeg havde været syg til ansættelsessamtalen, men jeg havde været med til at vælge hans ansøgning ud. Da de første otte øl har kastet sig ned i halsen på mig, føler jeg pludselig vi er nære venner og tænker "hey, han skal sgu da vide hvad jeg tænkte, da jeg læste hans ansøgning første gang- det vil han synes er sjovt!". Jeg fortæller ham så glad og grinende, at da jeg først læste den, tænkte jeg "gamle gris", det var noget med han havde skrevet, han havde en ung kæreste... Han griner dog ikke, men begynder at gå lidt i forsvar for sin ansøgning, jeg fornemmer i hvert fald, at jeg nok ikke behøver skvatte mere rundt i mine pre-ansættelses tanker om ham og skynder mig videre i teksten, blandt andet når jeg også denne aften at sige til en fyr(midt 40'erne) at hans hår virkelig er grimt med udgroning, og om hvorfor han farver sit hår, når nu man virkelig godt kan se, at det jo ikke er hans egen hårfarve...Det var virkelig succes på succes den aften!
Men hvad med den gang jeg sagde til biiib, om ikke han var ved at blive skaldet, at jeg synes hans bedste ven er kedelig og at han burde få sig sine gamle briller igen...? Eller da jeg fortæller min fætters kæreste at han virkelig er sej og virkelig homo? (det skal man vist ikke træde rundt i..) Eller da jeg fortæller en mand ved pølsevognen at han virkelig ligner min onkel biib?(det skal man så tydeligvis heller ikke vade rundt i...eller jeg grinte nok også liiige en kende for meget, til at han kunne tro på min efterfølgende "jamen, min onkel er altså sej"-kommentar).
Så take a pick, der er nok grunde til hvorfor folk undgår os i byen - tænk bare på alt det jeg fortæller folk, jeg ikke kan huske!! I hvert fald er det gået op for mig, at drikke øl er for mig som at tage et sandhedsserum! (Slår man dette ord op på wikipedia, er der da også en sammenligning med alkohols virkning...måske man skulle holde op med at drikke?)
mandag den 31. august 2009
Date+ Line = anekdotemonster!!
Kære Lone,
Jeg duer simpelthen ikke til alt, der bare lugter af date. Selvom det bare er en kop kaffe eller en gåtur, så går jeg helt i baglås og begynder at fortælle de mest underlige eller ligegyldige ting om mig selv for at holde samtalen i gang og undgå den frygtede tavshed. Og så har jeg gerne svært ved at formulere sætninger og kan ikke finde ud af, hvilken stilling, jeg skal sidde i og hvor jeg skal kigge hen...
Det plejer jo ellers ikke at være noget problem for mig at tale med folk. Går det helt galt, tager jeg bare journalisthatten på og spørger folk ud om deres liv. Men lige så snart jeg skal mødes på tomandshånd med en fyr, jeg ikke kender så godt og som jeg synes er meget sød, går det helt galt.
Det skete så sent som i dag. På halvanden time lykkedes det mig både at fortælle anekdoten om min søsters kæreste der fornærmede mig på det groveste den første gang, jeg mødte ham, om vores weekend-eskapade hvor vi tog et billede af en fyrs tykke tegnebog, om min formodning om at jeg engang ender som freak med hele huset fuldt af globusser...og sikkert meget andet, jeg ikke kan huske..
Jeg fatter ikke hvordan Carrie Bradshaw kan gå på flere dates i hvert afsnit af Sex & The City. Jeg lærer det ALDRIG!
Nogle fornærmer folk, når de er nervøse...jeg sidder så og laver grin med sig selv og viser alle de sider, man ellers plejer at skjule, før man kender folk lidt bedre....ved snart ikke helt, hvad der er bedst. Er det ikke det, der gør, at folk undgår os, når vi er i byen???
Pinlige hilsner,
Line
Jeg duer simpelthen ikke til alt, der bare lugter af date. Selvom det bare er en kop kaffe eller en gåtur, så går jeg helt i baglås og begynder at fortælle de mest underlige eller ligegyldige ting om mig selv for at holde samtalen i gang og undgå den frygtede tavshed. Og så har jeg gerne svært ved at formulere sætninger og kan ikke finde ud af, hvilken stilling, jeg skal sidde i og hvor jeg skal kigge hen...
Det plejer jo ellers ikke at være noget problem for mig at tale med folk. Går det helt galt, tager jeg bare journalisthatten på og spørger folk ud om deres liv. Men lige så snart jeg skal mødes på tomandshånd med en fyr, jeg ikke kender så godt og som jeg synes er meget sød, går det helt galt.
Det skete så sent som i dag. På halvanden time lykkedes det mig både at fortælle anekdoten om min søsters kæreste der fornærmede mig på det groveste den første gang, jeg mødte ham, om vores weekend-eskapade hvor vi tog et billede af en fyrs tykke tegnebog, om min formodning om at jeg engang ender som freak med hele huset fuldt af globusser...og sikkert meget andet, jeg ikke kan huske..
Jeg fatter ikke hvordan Carrie Bradshaw kan gå på flere dates i hvert afsnit af Sex & The City. Jeg lærer det ALDRIG!
Nogle fornærmer folk, når de er nervøse...jeg sidder så og laver grin med sig selv og viser alle de sider, man ellers plejer at skjule, før man kender folk lidt bedre....ved snart ikke helt, hvad der er bedst. Er det ikke det, der gør, at folk undgår os, når vi er i byen???
Pinlige hilsner,
Line
tirsdag den 11. august 2009
Den store sneglemassakre
Hej Lone,
Så er jeg tilbage fra ferie og klar til nye overspringshandlinger, så her får du en lille ulækker anekdote.
I dag da jeg var ude på rulleskøjter på min sædvanlige sti, lå der simpelthen så mange udsplattede snegle på vejen. Enkelte steder lå der også tudser der manglede diverse lemmer. Det var så ulækkert og der var så mange snegle at jeg kom til at tænke på en massakre. Især et sted var det helt galt- stien var helt slimet af udsplattede skovsnegle og det var nærmest umuligt at komme forbi uden at køre i dem...adr!
Men hvorfor var det så slemt lige akkurat der? Boede der en sneglekoloni der havde forsøgt at krydse stien på én gang, mens et cykelhold var kørt forbi??
Svaret fik jeg, da jeg kørte tilbage. Og Lone, der var virkelig tale om en massakre!
En dame gik rundt og puttede salt på alle de snegle, hun kunne finde på stien uden for hendes domicil. Adr, det var klamt og lidt ondt! kunne nærmest høre sneglene skrige, mens de blev ætset af saltet!
Hvorfor gør man det?? så folk der passerer kan glide i en kæmpe skovsneglegravplads??
Det kan selvfølgelig være at det var dræbersnegle...jeg kan personligt ikke se forskel...men alligevel...
Knus,
Line
Så er jeg tilbage fra ferie og klar til nye overspringshandlinger, så her får du en lille ulækker anekdote.
I dag da jeg var ude på rulleskøjter på min sædvanlige sti, lå der simpelthen så mange udsplattede snegle på vejen. Enkelte steder lå der også tudser der manglede diverse lemmer. Det var så ulækkert og der var så mange snegle at jeg kom til at tænke på en massakre. Især et sted var det helt galt- stien var helt slimet af udsplattede skovsnegle og det var nærmest umuligt at komme forbi uden at køre i dem...adr!
Men hvorfor var det så slemt lige akkurat der? Boede der en sneglekoloni der havde forsøgt at krydse stien på én gang, mens et cykelhold var kørt forbi??
Svaret fik jeg, da jeg kørte tilbage. Og Lone, der var virkelig tale om en massakre!
En dame gik rundt og puttede salt på alle de snegle, hun kunne finde på stien uden for hendes domicil. Adr, det var klamt og lidt ondt! kunne nærmest høre sneglene skrige, mens de blev ætset af saltet!
Hvorfor gør man det?? så folk der passerer kan glide i en kæmpe skovsneglegravplads??
Det kan selvfølgelig være at det var dræbersnegle...jeg kan personligt ikke se forskel...men alligevel...
Knus,
Line
søndag den 26. juli 2009
Jeg lærer aldrig at elske Star Wars!
Kære Lone,
I går, da jeg lå immobil efter en Grøn Koncert, der varede til klokken fem om morgenen og krævede mange liter øl og ikke kunne magte andet end at tænde for fjernsynet, var der selvfølgelig ikke andet end Tour de France i fjernsynet- bortset fra Star Wars, som jeg så valgte, for selvom Jørgen Leth er sej, forstår jeg altså ikke, hvorfor folk synes det er fedt at kigge på folk, der cykler. Hvad jeg er lige så uforstående over for er, hvorfor så mange mennesker synes Star Wars er helt vildt fantastisk.
Jeg har virkelig givet det en chance. Jeg var engang i biografen og se en af filmene, og da de på min højskole holdt Star Wars-marathon satte jeg mig klar med dyne og slik og det hele. Men efter halvanden time måtte jeg give op. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde en hel nat og kigge på tudselignende mænd med østeuropæisk accent og underlige navne, der ikke kan finde ud af at tale ordentligt.
Ringenes Herre er en af de bedste film, jeg har set. jeg kan også godt lide Narnia og serier om rummet. Så det er ikke fordi, jeg ikke er til fantasiverdener. Men det her er altså bare for fjollet til mig!
Måske er det fordi, jeg aldrig får et forhold til Obi-wan Kenobi og Jar Jar Binks og hvad de ellers hedder, og at jeg så ikke kan leve mig ind i det. Og så blir det simpelthen for syret. For jeg har jo ingen problemer med at tude over Pocahontas, selvom hendes bedste ven er et levende piletræ!
Under alle omstændigheder synes jeg, jeg har givet de film en fair chance, og jeg har tydeligvis ikke samme forhold til dem som oliven- jeg lærer aldrig at elske dem!
Så jeg vil bare sige, at alle der griner af min forkærlighed for rumvæsen-serier: hvis du er Star Wars-fan, så shut your mouth! Det er da mindst lige så patetisk at se en fed tudse med hermelinkåbe på, som det er at kigge på rummænd med store øjne, der lander på en kornmark!
Knus,
Line
I går, da jeg lå immobil efter en Grøn Koncert, der varede til klokken fem om morgenen og krævede mange liter øl og ikke kunne magte andet end at tænde for fjernsynet, var der selvfølgelig ikke andet end Tour de France i fjernsynet- bortset fra Star Wars, som jeg så valgte, for selvom Jørgen Leth er sej, forstår jeg altså ikke, hvorfor folk synes det er fedt at kigge på folk, der cykler. Hvad jeg er lige så uforstående over for er, hvorfor så mange mennesker synes Star Wars er helt vildt fantastisk.
Jeg har virkelig givet det en chance. Jeg var engang i biografen og se en af filmene, og da de på min højskole holdt Star Wars-marathon satte jeg mig klar med dyne og slik og det hele. Men efter halvanden time måtte jeg give op. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at sidde en hel nat og kigge på tudselignende mænd med østeuropæisk accent og underlige navne, der ikke kan finde ud af at tale ordentligt.
Ringenes Herre er en af de bedste film, jeg har set. jeg kan også godt lide Narnia og serier om rummet. Så det er ikke fordi, jeg ikke er til fantasiverdener. Men det her er altså bare for fjollet til mig!
Måske er det fordi, jeg aldrig får et forhold til Obi-wan Kenobi og Jar Jar Binks og hvad de ellers hedder, og at jeg så ikke kan leve mig ind i det. Og så blir det simpelthen for syret. For jeg har jo ingen problemer med at tude over Pocahontas, selvom hendes bedste ven er et levende piletræ!
Under alle omstændigheder synes jeg, jeg har givet de film en fair chance, og jeg har tydeligvis ikke samme forhold til dem som oliven- jeg lærer aldrig at elske dem!
Så jeg vil bare sige, at alle der griner af min forkærlighed for rumvæsen-serier: hvis du er Star Wars-fan, så shut your mouth! Det er da mindst lige så patetisk at se en fed tudse med hermelinkåbe på, som det er at kigge på rummænd med store øjne, der lander på en kornmark!
Knus,
Line
onsdag den 1. juli 2009
Miniserie-fetich
Kære Lone,
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft en fetich for miniserier. Dem, de altid sender på DR1 i sommerferien. Jeg har set alle dem, jeg kunne komme til: den om Napoleon og den med den skrækkelige plimresang "Only Love" som meget insisterende tema, der blev hængende på hjernen flere dage efter.
Denne sommer er startet ud med Coco Chanel. Det er derfor, jeg sidder her nu. Jeg burde sove for længst- skal op om seks timer. Men hellere være smadret på arbejde end gå glip af en miniserie!
Og Coco Chanel- hvilken serie. Tre timer om en fandenivoldsk selvstændig kvinde i 40'erne der havde et sørgeligt og stormfuldt kærlighedsliv. Man skulle ikke tro, serien var lavet over en, der virkelig har levet- det var den næsten for forudsigelig til! Hun fandt sit livs kærlighed "Boy" som hun alligevel ikke kunne få, fordi han lovede sin far at gifte sig med en anden. Men så fortrød han. Og tænk- lige den aften, han ville tage tilbage til hende, kørte han galt og døde! Og i samme øjeblik slukkedes et stearinlys hos den kære Coco- tænk engang!
Alligevel sad jeg og flæbede. Men måske i virkeligheden ikke så meget over at Boy døde. Nærmere over den "stormfulde kærlighed". Hun havde fundet sit livs kærlighed og hendes følelser var gengældt. Findes "Boy" overhovedet i virkeligheden? Og hvor er min "Boy"?
Hold kæft hvor er jeg pladdersentimental. De er det, de gør ved mig, de miniserier.
Nu går jeg i seng! oooooonly loooove....
Knus,
Line
PS. I dag var jeg på nippet til at tude over et indslag om Michael Jackson..Hvad skal det ikke ende med? Suk
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft en fetich for miniserier. Dem, de altid sender på DR1 i sommerferien. Jeg har set alle dem, jeg kunne komme til: den om Napoleon og den med den skrækkelige plimresang "Only Love" som meget insisterende tema, der blev hængende på hjernen flere dage efter.
Denne sommer er startet ud med Coco Chanel. Det er derfor, jeg sidder her nu. Jeg burde sove for længst- skal op om seks timer. Men hellere være smadret på arbejde end gå glip af en miniserie!
Og Coco Chanel- hvilken serie. Tre timer om en fandenivoldsk selvstændig kvinde i 40'erne der havde et sørgeligt og stormfuldt kærlighedsliv. Man skulle ikke tro, serien var lavet over en, der virkelig har levet- det var den næsten for forudsigelig til! Hun fandt sit livs kærlighed "Boy" som hun alligevel ikke kunne få, fordi han lovede sin far at gifte sig med en anden. Men så fortrød han. Og tænk- lige den aften, han ville tage tilbage til hende, kørte han galt og døde! Og i samme øjeblik slukkedes et stearinlys hos den kære Coco- tænk engang!
Alligevel sad jeg og flæbede. Men måske i virkeligheden ikke så meget over at Boy døde. Nærmere over den "stormfulde kærlighed". Hun havde fundet sit livs kærlighed og hendes følelser var gengældt. Findes "Boy" overhovedet i virkeligheden? Og hvor er min "Boy"?
Hold kæft hvor er jeg pladdersentimental. De er det, de gør ved mig, de miniserier.
Nu går jeg i seng! oooooonly loooove....
Knus,
Line
PS. I dag var jeg på nippet til at tude over et indslag om Michael Jackson..Hvad skal det ikke ende med? Suk
tirsdag den 23. juni 2009
Sære søvneskapader
Kære Lone,
Troede egentlig jeg var holdt lidt op med at gøre underlige ting i søvne. Det er i hvert fald længe siden, nogen har kommenteret mine søvneskapader- som da jeg vågnede i den forkerte ende af sengen, gik på toilet i søvne eller skraldgrinede, fordi jeg drømte om min eks Sebastian iført skindvest og matchende hat!
Men i går havde jeg for første gang i lang tid en lettere pinlig søvneskapade. Jeg tog mig en lille lur i toget på vej hjem - og vågnede af, at jeg spidsede læberne, så de nåede helt op til min næse i en kæmpe trutmund.. Meget pinligt! Da jeg åbnede øjnene, fik jeg øjenkontakt med en passager skråt over for mig. ..gad vide, hvad han /hun har tænkt (Ja, jeg kan ikke engang huske passagerens køn, så hurtigt slog jeg blikket ned i flovhed).
Det værste var, at jeg gjorde det én gang til, da jeg kort efter blundede igen- så hele resten af turen sad jeg ret op og ned med øjnene spærret op for ikke at risikere at underholde mere med mit bizarre ansigtsudtryk...
Og hvad drømmer man så, når man vågner med munden formet i en kæmpemæssig trutmund? Drømte såmænd bare, at jeg efterlignede en mand, der lavede en kollosal og utroligt sjov trutmund- og det gjorde jeg så også...
Knus,
Line
Troede egentlig jeg var holdt lidt op med at gøre underlige ting i søvne. Det er i hvert fald længe siden, nogen har kommenteret mine søvneskapader- som da jeg vågnede i den forkerte ende af sengen, gik på toilet i søvne eller skraldgrinede, fordi jeg drømte om min eks Sebastian iført skindvest og matchende hat!
Men i går havde jeg for første gang i lang tid en lettere pinlig søvneskapade. Jeg tog mig en lille lur i toget på vej hjem - og vågnede af, at jeg spidsede læberne, så de nåede helt op til min næse i en kæmpe trutmund.. Meget pinligt! Da jeg åbnede øjnene, fik jeg øjenkontakt med en passager skråt over for mig. ..gad vide, hvad han /hun har tænkt (Ja, jeg kan ikke engang huske passagerens køn, så hurtigt slog jeg blikket ned i flovhed).
Det værste var, at jeg gjorde det én gang til, da jeg kort efter blundede igen- så hele resten af turen sad jeg ret op og ned med øjnene spærret op for ikke at risikere at underholde mere med mit bizarre ansigtsudtryk...
Og hvad drømmer man så, når man vågner med munden formet i en kæmpemæssig trutmund? Drømte såmænd bare, at jeg efterlignede en mand, der lavede en kollosal og utroligt sjov trutmund- og det gjorde jeg så også...
Knus,
Line
Abonner på:
Opslag (Atom)
