Hej Line,
Jeg sad for nogle måneder siden sammen med min nye kollega, det var fredag og vi skulle have en enkelt øl efter arbejde. En enkelt øl udviklede sig og blev til ti. Arbejdspladsen blev ændret til nærliggende bar og fem kollegaer blev til to. Vi sad overfor hinanden og på et eller andet tidspunkt kommer vi ind på hans nylige ansættelse. Jeg havde været syg til ansættelsessamtalen, men jeg havde været med til at vælge hans ansøgning ud. Da de første otte øl har kastet sig ned i halsen på mig, føler jeg pludselig vi er nære venner og tænker "hey, han skal sgu da vide hvad jeg tænkte, da jeg læste hans ansøgning første gang- det vil han synes er sjovt!". Jeg fortæller ham så glad og grinende, at da jeg først læste den, tænkte jeg "gamle gris", det var noget med han havde skrevet, han havde en ung kæreste... Han griner dog ikke, men begynder at gå lidt i forsvar for sin ansøgning, jeg fornemmer i hvert fald, at jeg nok ikke behøver skvatte mere rundt i mine pre-ansættelses tanker om ham og skynder mig videre i teksten, blandt andet når jeg også denne aften at sige til en fyr(midt 40'erne) at hans hår virkelig er grimt med udgroning, og om hvorfor han farver sit hår, når nu man virkelig godt kan se, at det jo ikke er hans egen hårfarve...Det var virkelig succes på succes den aften!
Men hvad med den gang jeg sagde til biiib, om ikke han var ved at blive skaldet, at jeg synes hans bedste ven er kedelig og at han burde få sig sine gamle briller igen...? Eller da jeg fortæller min fætters kæreste at han virkelig er sej og virkelig homo? (det skal man vist ikke træde rundt i..) Eller da jeg fortæller en mand ved pølsevognen at han virkelig ligner min onkel biib?(det skal man så tydeligvis heller ikke vade rundt i...eller jeg grinte nok også liiige en kende for meget, til at han kunne tro på min efterfølgende "jamen, min onkel er altså sej"-kommentar).
Så take a pick, der er nok grunde til hvorfor folk undgår os i byen - tænk bare på alt det jeg fortæller folk, jeg ikke kan huske!! I hvert fald er det gået op for mig, at drikke øl er for mig som at tage et sandhedsserum! (Slår man dette ord op på wikipedia, er der da også en sammenligning med alkohols virkning...måske man skulle holde op med at drikke?)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Den er ikke helt god, den med kollegaen...minder lidt om engang, jeg som lille sad og så melodi grand prix med nogle af min fars venners børn...Jeg kom til at sige et eller andet i stil med pølsetyskere, da Tyskland gik på scenen..uden at tænke over, at deres bedstemor faktisk er tysk!
SvarSletJeg kan nu ikke tro, du har hele æren for at skræmme folk væk, når vi er i byen...synes da også, der er et par stykker, der undgår mig, selvom jeg ikke mindes at have fortalt dem nogle ubehagelige sandheder (om andre end mig selv, altså).
Men ja, du har nok ret. Måske burde man bare lægge øllene på hylden..eller i det mindste danse og se søde ud i stedet for at snakke? Hvilket minder mig om, at vi lovede ham med den tykke tegnebog en anekdote....hvordan vi så lige havde tænkt os at skrive den...
jaja, jeg ved godt den hænger på mig den med tegnebogen(fortrækker nu at kalde den en pung, selvom det godt kan give en del associationer...især hvis man skriver "tykke" foran....)
SvarSletDet føles også bedre, at dele ansvaret for folks undvigelsesmanøvre med én...tak!
Jeg så lige et klip fra dengang vi blev europamestre i fodbold, der er der en af fodboldspillerne der nævner noget med pølsetyskere - og en af tilskuerne nævner noget med "ja, nu var det jo dem, der startede den der krig dér, så det ville da være meget rart at slå dem!". Hmmm... Vielen dank!
Du var da trods alt et lille barn... :)
Ja, jeg er holdt op med at kalde den pung, for jeg tror faktisk, at min "date" troede, det var en helt anden pung end det faktisk var- at dømme efter hans ansigtsudtryk og hans efterfølgende kommentar: "Altså, sådan en med mønter i?"
SvarSletOg ja, jeg var heldigvis et lille barn. Man skal passe på med sådan noget...tror heller ikke, alle synes, anekdoten om min far, der ville overhale en søndagsbilist, er vildt morsom. Han troede, det var en gammel mand. Det var det sådan set også, men han var sort. Hvilket åbenbart kom ret meget bag på min far, som udbrød:
- Det er jo en gammel neger!