Kære Lone,
På det sidste synes jeg at opdyrke flere og flere gammel dame-træk. Pt har jeg lige reddet min i forvejen skræntende computer fra at falde på gulvet, da jeg for gud ved hvilken gang faldt i søvn i min lænestol (denne gang med computeren i stedet for en bog i hånden) - hvilket resulterede i et lille, elegant spjæt.
I går købte jeg endnu en gajol-forsyning, strikkede hælen på det par strømper, jeg er i gang med. Og lørdag varmede jeg tarteletter med høns i asparges til Kenneth og gav ham et papirslommetørklæde, da han spiste burger.
Hvem sagde farmor?
Jeg ved ikke, om dette er en egentlig anekdote, men det er i hvert fald unødvendig viden, jeg har sparet sammen og som er er tæt på at blive lækket til andre (a la da jeg begyndte at genfortælle en tegnefilm til én, der ikke havde set den for at forklare, hvorfor jeg imiterede en gammel dame fra den tegnefilm, hun så aldrig havde set..). Faktisk var jeg lige ved at skrive det i min facebook-opdatering. Nu håber jeg, dette indlæg kan hindre for megen læk.
Knus,
Line
tirsdag den 15. juni 2010
onsdag den 28. april 2010
Tilbage til rødderne
Kære Lone,
Da vi i sin tid oprettede denne blog, var den - jeg citerer- " et forsøg på at få afløb for trangen til at fortælle anekdoter og dermed skåne venner og bekendte for historier, der muligvis aldrig skulle have været fortalt."
Imidlertid synes jeg, jeg er gået over til at tænke lidt for meget over anekdoterne, inden jeg sender dem ud i cyberspace, så de rent faktisk ender med at blive historier med en pointe, der til tider endda er sjove!
Og det, vi er bedst til, er jo at fortælle historier, der aldrig skulle have været fortalt- fordi de ingen pointe har. Derfor vil jeg nu gå tilbage til rødderne og parkere en anekdote, jeg desværre ikke formåede at skåne gæsterne til en polterabend i lørdags for:
Forleden var jeg til informationsmøde hos jobvision, et firma, der skal hjælpe mig med at finde et job, og som kommunen har "solgt" mig til, fordi jeg har været ledig i næsten 13 uger.
Jeg havde bange anelser, da jeg trådte ind i et noget ramponeret industrilokale i NV, men kaffeduften, da jeg nåede 3. sal, beroligede mig lidt. At drikke kaffe er trods alt seriøst og voksent.
Jeg skulle til møde med en masse andre LVU'er (folk under 30, der har en længerevarende uddannelse, men intet job), og det første, vi blev præsenteret for i det timelange møde var at der var gratis kaffe og the, hvor hhv. kaffe- og sodavandsautomaterne var placeret og hvor køleskabet, som vi kunne opbevare vores madpakker i- var.
Jeg har tænkt længe over, hvorfor jeg bliver ved med at fortælle denne anekdote- for den har ikke umiddelbart nogen pointe- udover at kaffe lige pludselig ikke virkede seriøst på mig mere- og at jeg med denne introduktion ikke blev overbevist om, at denne mand kan hjælpe mig frem i verden- rent karrieremæssigt.
Men den følgende anekdote er endnu mere pointe-løs: Da vi sad i lokalet, begyndte det pludselig at sne i store fnug- det fik manden til at stoppe sin talestrøm og sige: "nu sner det sørme. Det var sært."
Sidstnævnte anekdote brugte jeg til at underholde kvinder, jeg ikke kendte, til sidste lørdags polterabend. Hvilket godt nok virkede- de kunne joke med at "folk bare kunne lytte til en af Lines anekdoter, hvis de trængte til en god historie" (selvfølgelig sagt med et ironisk og venligt glimt i øjet). Så nu kender alle Annas veninder mig som "hende der fortæller underlige, pointe-løse anekdoter".
Forhåbentlig hjælper dette indlæg mig til at - jeg citerer - "få afløb for trangen til at fortælle anekdoter". I hvert fald de anekdoter, jeg er bedst til- nemlig dem uden pointe, så jeg slipper for at "underholde andre" med dem - udover dig og de sikkert meget, meget få, der læser denne blog.
Kærlig Hilsen,
Line
Da vi i sin tid oprettede denne blog, var den - jeg citerer- " et forsøg på at få afløb for trangen til at fortælle anekdoter og dermed skåne venner og bekendte for historier, der muligvis aldrig skulle have været fortalt."
Imidlertid synes jeg, jeg er gået over til at tænke lidt for meget over anekdoterne, inden jeg sender dem ud i cyberspace, så de rent faktisk ender med at blive historier med en pointe, der til tider endda er sjove!
Og det, vi er bedst til, er jo at fortælle historier, der aldrig skulle have været fortalt- fordi de ingen pointe har. Derfor vil jeg nu gå tilbage til rødderne og parkere en anekdote, jeg desværre ikke formåede at skåne gæsterne til en polterabend i lørdags for:
Forleden var jeg til informationsmøde hos jobvision, et firma, der skal hjælpe mig med at finde et job, og som kommunen har "solgt" mig til, fordi jeg har været ledig i næsten 13 uger.
Jeg havde bange anelser, da jeg trådte ind i et noget ramponeret industrilokale i NV, men kaffeduften, da jeg nåede 3. sal, beroligede mig lidt. At drikke kaffe er trods alt seriøst og voksent.
Jeg skulle til møde med en masse andre LVU'er (folk under 30, der har en længerevarende uddannelse, men intet job), og det første, vi blev præsenteret for i det timelange møde var at der var gratis kaffe og the, hvor hhv. kaffe- og sodavandsautomaterne var placeret og hvor køleskabet, som vi kunne opbevare vores madpakker i- var.
Jeg har tænkt længe over, hvorfor jeg bliver ved med at fortælle denne anekdote- for den har ikke umiddelbart nogen pointe- udover at kaffe lige pludselig ikke virkede seriøst på mig mere- og at jeg med denne introduktion ikke blev overbevist om, at denne mand kan hjælpe mig frem i verden- rent karrieremæssigt.
Men den følgende anekdote er endnu mere pointe-løs: Da vi sad i lokalet, begyndte det pludselig at sne i store fnug- det fik manden til at stoppe sin talestrøm og sige: "nu sner det sørme. Det var sært."
Sidstnævnte anekdote brugte jeg til at underholde kvinder, jeg ikke kendte, til sidste lørdags polterabend. Hvilket godt nok virkede- de kunne joke med at "folk bare kunne lytte til en af Lines anekdoter, hvis de trængte til en god historie" (selvfølgelig sagt med et ironisk og venligt glimt i øjet). Så nu kender alle Annas veninder mig som "hende der fortæller underlige, pointe-løse anekdoter".
Forhåbentlig hjælper dette indlæg mig til at - jeg citerer - "få afløb for trangen til at fortælle anekdoter". I hvert fald de anekdoter, jeg er bedst til- nemlig dem uden pointe, så jeg slipper for at "underholde andre" med dem - udover dig og de sikkert meget, meget få, der læser denne blog.
Kærlig Hilsen,
Line
lørdag den 17. april 2010
En plaprende satan...
Puha Line, vi ved vist begge godt hvad dette indlæg kommer til at handle om....Selvom det ikke bliver et rigtigt rigtigt indlæg...
Min lækre lærer er fra og med idag slettet fra min hukommelse, jeg må vist bare indse, at jeg ikke kan finde ud af at tale med mennesker, jeg ikke kender så godt, men er interesseret i.... Hvorfor var det også liiiige han tog i byen det samme sted som os? Jeg er i de tre-fire år jeg har "kendt" ham aldrig stødt på ham nogen steder...og det var vist også bedre sådan!
Hvorfor kan jeg ikke vade ind i folks hjerter med et smil, en kvik bemærkning, en opmærksomhed rettet mod vedkommende jeg taler med eller blot med en rolig venlighed?? Hvorfor går jeg i panik og plaprer om mig selv og er fokuseret indad, når jeg skal tale med andre mennesker, jeg egentlig rigtig gerne vil tale med?(ved vi har stillet os spørgsmålet før) El Pripski sagde at jeg da kunne have spurgt ham om mange ting, men det var som om der gik en klap ned... Jeg har faktisk mange ting jeg godt kunne tænke mig at vide...han er jo så fandens lovely....ja ja, jeg skal se ham som et almindeligt menneske og ikke som "min lækre lærer" I know, men....suk.
Jeg kan faktisk komme på flere eksempler hvor jeg er gået i panik overfor ham. Dengang jeg havde ham til vejledning i BA, hvor vi var de sidste tilbage på skolen. Jeg havde svært ved at fokusere på opgaven, selvom det selvfølgelig tog presset fra mine skuldre i forhold til hvad jeg skulle snakke med ham om... men da jeg så nærmest spæner væk fra ham efter endt vejledning, ned til et tog, der først går et kvarter senere, ender det naturligvis med, at han når ned på stationen, skal med det samme tog som mig og vælger derfor at sætte sig overfor mig for at tale med mig. Bad idea... Jeg går i panik, ikke i så vild panik som igår, meeeen alligevel en smule. Han taler om en artikel i avisen han læser i, griner lidt, læser højt og kigger på mig, som om jeg burde forstå hvori det sjove ligger. Jeg vælger bare at grine lidt halvhjertet med, og imens kører hjernen på højtryk for at finde på andre ting at snakke med ham om. Jeg spørger ind til hans speciale og ja...spørger ham i forhold til min egen videreuddannelse men løber alligevel ret hurtigt tør for emner.. (mon jeg bare ikke svinger med ham? -slår det mig lige...)
Jeg tror virkelig jeg skal arbejde med min angst for pinlig tavshed, lære at blive i det pinlige og lade andre komme til deres ret i samtalen..Man har jo begge et ansvar for at samtalen ikke kører af sporet og crasher med et brag!
Line, jeg blev bare sådan nødt til at dele det med dig, ved du jo var der og bevidnede mit lille optrin, som jeg sikkert kan more mig over.....om uge...eller en måned...eller ja.... Puha.
Jeg har virkelig et billede af mig selv igår, som et meget højtsnakkende, hurtigtsnakkende monster, der truede med at æde alle andre omkring mig...puha håber ikke han oplevede mig sådan. Håber faktisk bare jeg får chancen for at tale normalt med ham....på et tidspunkt, når minderne om monsteret har fortaget sig.
Kh Lone
Min lækre lærer er fra og med idag slettet fra min hukommelse, jeg må vist bare indse, at jeg ikke kan finde ud af at tale med mennesker, jeg ikke kender så godt, men er interesseret i.... Hvorfor var det også liiiige han tog i byen det samme sted som os? Jeg er i de tre-fire år jeg har "kendt" ham aldrig stødt på ham nogen steder...og det var vist også bedre sådan!
Hvorfor kan jeg ikke vade ind i folks hjerter med et smil, en kvik bemærkning, en opmærksomhed rettet mod vedkommende jeg taler med eller blot med en rolig venlighed?? Hvorfor går jeg i panik og plaprer om mig selv og er fokuseret indad, når jeg skal tale med andre mennesker, jeg egentlig rigtig gerne vil tale med?(ved vi har stillet os spørgsmålet før) El Pripski sagde at jeg da kunne have spurgt ham om mange ting, men det var som om der gik en klap ned... Jeg har faktisk mange ting jeg godt kunne tænke mig at vide...han er jo så fandens lovely....ja ja, jeg skal se ham som et almindeligt menneske og ikke som "min lækre lærer" I know, men....suk.
Jeg kan faktisk komme på flere eksempler hvor jeg er gået i panik overfor ham. Dengang jeg havde ham til vejledning i BA, hvor vi var de sidste tilbage på skolen. Jeg havde svært ved at fokusere på opgaven, selvom det selvfølgelig tog presset fra mine skuldre i forhold til hvad jeg skulle snakke med ham om... men da jeg så nærmest spæner væk fra ham efter endt vejledning, ned til et tog, der først går et kvarter senere, ender det naturligvis med, at han når ned på stationen, skal med det samme tog som mig og vælger derfor at sætte sig overfor mig for at tale med mig. Bad idea... Jeg går i panik, ikke i så vild panik som igår, meeeen alligevel en smule. Han taler om en artikel i avisen han læser i, griner lidt, læser højt og kigger på mig, som om jeg burde forstå hvori det sjove ligger. Jeg vælger bare at grine lidt halvhjertet med, og imens kører hjernen på højtryk for at finde på andre ting at snakke med ham om. Jeg spørger ind til hans speciale og ja...spørger ham i forhold til min egen videreuddannelse men løber alligevel ret hurtigt tør for emner.. (mon jeg bare ikke svinger med ham? -slår det mig lige...)
Jeg tror virkelig jeg skal arbejde med min angst for pinlig tavshed, lære at blive i det pinlige og lade andre komme til deres ret i samtalen..Man har jo begge et ansvar for at samtalen ikke kører af sporet og crasher med et brag!
Line, jeg blev bare sådan nødt til at dele det med dig, ved du jo var der og bevidnede mit lille optrin, som jeg sikkert kan more mig over.....om uge...eller en måned...eller ja.... Puha.
Jeg har virkelig et billede af mig selv igår, som et meget højtsnakkende, hurtigtsnakkende monster, der truede med at æde alle andre omkring mig...puha håber ikke han oplevede mig sådan. Håber faktisk bare jeg får chancen for at tale normalt med ham....på et tidspunkt, når minderne om monsteret har fortaget sig.
Kh Lone
onsdag den 31. marts 2010
Jeg - en oldsag
Kære Lone,
I sidste måned kom jeg et år tættere på de tredive. Umiddelbart kan jeg ikke se mange tegn på at jeg nu er i mit 27. år. Jeg har næsten ingen rynker, bliver typisk gættet til at være mellem 17 og 22 år og går i byen mindst en gang om ugen.
Men synet bedrager, for bag det unge ydre gemmer sig en gammel, gammel dame. Eller sådan føles det i hvert fald.
Det var som om, der skete et eller andet i min hjerne, da jeg fyldte 27. Jeg tog alle mulige beslutninger- så som at jeg ikke gider bruge mere tid på mænd, jeg ikke kan finde ud af- ellers normalt dem, jeg render efter. Jeg synes pludselig, alle under 25 er utroligt unge - i hvert fald for unge til at være kærestepotentiale eller noget, der ligner- hvilket har indskrænket mande-markedet betydeligt. (Jeg kunne godt høre, det lød latterligt, da jeg sagde til min kusine at "de var meget unge- ikke engang 25". Men det føles virkelig sådan...)
Og så er jeg begyndt at høre jazz, fordi jeg synes det er fedt (og ikke bare fordi jeg synes, det er lidt sejt og intellektuelt- som jeg gjorde, da jeg købte en jazz-cd som teenager, jeg har hørt første gang for et par dage siden).
Hvorfor har min hjerne besluttet sig for, at jeg nu skal være gammel, seriøs og halv-intellektuel? Det gider jeg altså ikke!
Knus,
Line
tirsdag den 16. marts 2010
For meget selskab gør mig sær
Hej Lone,
Jeg har besluttet at tage den lange vej fra Svendborg, hvor jeg for tiden er vikar, til Middelfart, for at overnatte hos min far . Jeg har egentlig venner, der bor meget tættere på min arbejdsplads, som gerne vil have besøg, men jeg synes, jeg de seneste dage er begyndt at blive lidt sær.
Lidt ligesom når jeg på en pinlig date begynder at tænke over, hvad jeg gør, føler mig akavet og sige nogle underlige ting. For eksempel fortæller jeg til min chef, hvad min far arbejder med og at jeg kan få præstationsangst over at lave mad til andre, fordi jeg ikke har gjort det så længe. Og jeg tager mig selv i at føle mig akavet over for kassedamen i supermarkedet.
Det hele bliver forstærket af, at jeg bliver opmærksom på det og tænker over, om folk nu synes, jeg er sær....Så siger jeg endnu flere sære ting. Og i dag har jeg så også undskyldt til min ven Alexander, hvis jeg er lidt sær..
Faktisk ved jeg ikke, om jeg er sær, fordi jeg tænker, jeg er sær. Eller om jeg virkelig opfører mig anderledes end normalt.
Det i sig selv lyder ret sært, synes jeg...
Grunden til al den særhed er, at jeg stort set ikke har været alene i flere uger. Jeg har boet hos venner, mens jeg har arbejdet på Fyn. Så har jeg haft besøg i weekenderne og været på ferie med en veninde. Og det er altså svært at være social (og normal) 24 timer i døgnet i flere uger,. Jeg har slet ikke kunnet fordøje mine indtryk, være stille og ikke mindst tale med mig selv. Og ligesom det at være alene var ved at gøre mig sær, da jeg på reportagerejse i Spanien begyndte at tale med mig selv, mens der var andre mennesker, kan for meget selskab åbenbart også gøre mig sær...
Gad vide om folk der læser dette synes, jeg er sær. Gør du?
Sære hilsner,
Line
Jeg har besluttet at tage den lange vej fra Svendborg, hvor jeg for tiden er vikar, til Middelfart, for at overnatte hos min far . Jeg har egentlig venner, der bor meget tættere på min arbejdsplads, som gerne vil have besøg, men jeg synes, jeg de seneste dage er begyndt at blive lidt sær.
Lidt ligesom når jeg på en pinlig date begynder at tænke over, hvad jeg gør, føler mig akavet og sige nogle underlige ting. For eksempel fortæller jeg til min chef, hvad min far arbejder med og at jeg kan få præstationsangst over at lave mad til andre, fordi jeg ikke har gjort det så længe. Og jeg tager mig selv i at føle mig akavet over for kassedamen i supermarkedet.
Det hele bliver forstærket af, at jeg bliver opmærksom på det og tænker over, om folk nu synes, jeg er sær....Så siger jeg endnu flere sære ting. Og i dag har jeg så også undskyldt til min ven Alexander, hvis jeg er lidt sær..
Faktisk ved jeg ikke, om jeg er sær, fordi jeg tænker, jeg er sær. Eller om jeg virkelig opfører mig anderledes end normalt.
Det i sig selv lyder ret sært, synes jeg...
Grunden til al den særhed er, at jeg stort set ikke har været alene i flere uger. Jeg har boet hos venner, mens jeg har arbejdet på Fyn. Så har jeg haft besøg i weekenderne og været på ferie med en veninde. Og det er altså svært at være social (og normal) 24 timer i døgnet i flere uger,. Jeg har slet ikke kunnet fordøje mine indtryk, være stille og ikke mindst tale med mig selv. Og ligesom det at være alene var ved at gøre mig sær, da jeg på reportagerejse i Spanien begyndte at tale med mig selv, mens der var andre mennesker, kan for meget selskab åbenbart også gøre mig sær...
Gad vide om folk der læser dette synes, jeg er sær. Gør du?
Sære hilsner,
Line
onsdag den 3. marts 2010
Temper, temper unge dame!
Hej Line,
Jeg synes det er længe siden vi har skrevet herinde. Nu kommer der en ny anekdote frisk i erindringen....og typisk mig!
For nylig opsagde jeg mit telefonabonnement, fordi jeg i slut december opdagede, at der var et nummer jeg ikke umiddelbart kendte, der optrådte lidt for ofte på min regning. Jeg undersøgte dengang nummeret og en funktion i min telefon gør, at man kan taste nummeret ind og så finder min telefon personen i min telefonbog, hvis jeg har nummeret i forvejen. Jeg fandt ud af at nummeret tilhørte en gammel veninde, jeg ikke taler med særlig ofte, ej hellere sms'er til. Men i en periode på nærmest 3 måneder holdt jeg så øje med nummeret på min regning hver månede, og det viser sig, at jeg ringer mindst 8 gange om måneden til vedkommende og sms'er i hvert fald 10 gange. Jeg bliver ret så sur og en dag, får jeg nok og skifter telefonselskab. Kan ikke lade være med at tænke på hvor mange numre, der så er på min regning, jeg reelt ikke ringer til.
Jeg får en mail fra det nye selskab, der siger, at jeg kan forvente at åbne for mit nye abonnement d.4.marts. Mit gamle abonnement vælger så at lukke for min telefon 12 dage før denne dato og her bliver jeg godt nok vred! Jeg skriver en klagemail til selskabet, hvori jeg spår tvivl om hvorvidt man kan stole på deres regninger og hvori jeg skriver at jeg synes det er for dårligt at de lukker min telefon før tid, og at jeg er MEGET utilfreds!
Alt sammen meget selvretfærdigt i hvert fald.
Det skal så også fortælles, at jeg har fortalt gud og hver mand, hvor latterligt et selskab jeg synes det er og forargelsen er stor hos de fleste!
Da jeg så samme dag jeg har sendt klagemailen, dels får åbnet min telefon og dels får en mail, hvori personen bag mailen antyder at det nummer jeg må tale om er mit mobilsvar nummer, bliver jeg selvfølgelig lidt glad, men samtidig synes jeg også det er latterligt, at de kan tro jeg ikke kender mit eget mobilsvar nummer og påbegynder derfor et svar. Jeg går ind på min telefonregning og finder nummeret, for at præcisere overfor vedkommende hvilket nummer det drejer sig om. Og her, lige præcis HER, går hele min vrede op i en lyserød sky, der breder sig i hele mit ansigt...Jeg har tilsyneladende for knap 3 måneder siden, set forkert!! Nummeret der er tale om, er min kære fætters. Jeg er dels i chok over jeg har set forkert, dels i chok over at det ikke er MERE jeg ringer til ham!
Denne lille historie kan herfor bruges som grund til, at jeg sjældent reagerer når jeg er meget vred. Jeg har virkelig en tendens til at have misforstået noget, set forkert eller i hvert fald overreageret! Hvor pinligt altså!
Jeg har efterfølgende valgt at slette mailen fra dem og aldrig mere tænke på det...nu fortæller jeg dig det, men da min chef igår spurgte til min telefon veg jeg udenom og skyndte mig at tale om noget andet. Det mindste jeg kunne gøre var sgu da at indrømme overfor mine kollegaer og ALLE andre jeg har fortalt historien til, at det er mig der har taget fejl. Men jeg har endnu ikke lige kunnet tage mig sammen... Line, skal man være ærlig for enhver pris? Tror du ikke teleselskabet er ligeglad? Arrrggg....
Kh Lone
Jeg synes det er længe siden vi har skrevet herinde. Nu kommer der en ny anekdote frisk i erindringen....og typisk mig!
For nylig opsagde jeg mit telefonabonnement, fordi jeg i slut december opdagede, at der var et nummer jeg ikke umiddelbart kendte, der optrådte lidt for ofte på min regning. Jeg undersøgte dengang nummeret og en funktion i min telefon gør, at man kan taste nummeret ind og så finder min telefon personen i min telefonbog, hvis jeg har nummeret i forvejen. Jeg fandt ud af at nummeret tilhørte en gammel veninde, jeg ikke taler med særlig ofte, ej hellere sms'er til. Men i en periode på nærmest 3 måneder holdt jeg så øje med nummeret på min regning hver månede, og det viser sig, at jeg ringer mindst 8 gange om måneden til vedkommende og sms'er i hvert fald 10 gange. Jeg bliver ret så sur og en dag, får jeg nok og skifter telefonselskab. Kan ikke lade være med at tænke på hvor mange numre, der så er på min regning, jeg reelt ikke ringer til.
Jeg får en mail fra det nye selskab, der siger, at jeg kan forvente at åbne for mit nye abonnement d.4.marts. Mit gamle abonnement vælger så at lukke for min telefon 12 dage før denne dato og her bliver jeg godt nok vred! Jeg skriver en klagemail til selskabet, hvori jeg spår tvivl om hvorvidt man kan stole på deres regninger og hvori jeg skriver at jeg synes det er for dårligt at de lukker min telefon før tid, og at jeg er MEGET utilfreds!
Alt sammen meget selvretfærdigt i hvert fald.
Det skal så også fortælles, at jeg har fortalt gud og hver mand, hvor latterligt et selskab jeg synes det er og forargelsen er stor hos de fleste!
Da jeg så samme dag jeg har sendt klagemailen, dels får åbnet min telefon og dels får en mail, hvori personen bag mailen antyder at det nummer jeg må tale om er mit mobilsvar nummer, bliver jeg selvfølgelig lidt glad, men samtidig synes jeg også det er latterligt, at de kan tro jeg ikke kender mit eget mobilsvar nummer og påbegynder derfor et svar. Jeg går ind på min telefonregning og finder nummeret, for at præcisere overfor vedkommende hvilket nummer det drejer sig om. Og her, lige præcis HER, går hele min vrede op i en lyserød sky, der breder sig i hele mit ansigt...Jeg har tilsyneladende for knap 3 måneder siden, set forkert!! Nummeret der er tale om, er min kære fætters. Jeg er dels i chok over jeg har set forkert, dels i chok over at det ikke er MERE jeg ringer til ham!
Denne lille historie kan herfor bruges som grund til, at jeg sjældent reagerer når jeg er meget vred. Jeg har virkelig en tendens til at have misforstået noget, set forkert eller i hvert fald overreageret! Hvor pinligt altså!
Jeg har efterfølgende valgt at slette mailen fra dem og aldrig mere tænke på det...nu fortæller jeg dig det, men da min chef igår spurgte til min telefon veg jeg udenom og skyndte mig at tale om noget andet. Det mindste jeg kunne gøre var sgu da at indrømme overfor mine kollegaer og ALLE andre jeg har fortalt historien til, at det er mig der har taget fejl. Men jeg har endnu ikke lige kunnet tage mig sammen... Line, skal man være ærlig for enhver pris? Tror du ikke teleselskabet er ligeglad? Arrrggg....
Kh Lone
tirsdag den 17. november 2009
Om at være syg når man ikke må være det
Kære Lone,
Jeg er stort set aldrig syg. Har ikke haft feber, siden jeg var helt lille, kan ikke huske, hvornår jeg sidst kastede op uden at der var alkohol indblandet og tror ikke, jeg har haft en eneste sygedag, mens jeg læste.
Til gengæld, når mit immunforsvar en sjælden gang bukker under, er det altid på de mest ubelejlige tidspunkter! Sidst jeg var rigtigt syg (med meget slem blærebetændelse) var under radioeksamen på trejde semester- så der måtte jeg tage varmepude og penicillin med på studiet i stedet for at ligge i min seng..
I går begyndte jeg så at få en meget træls hoste og blive svimmel-svineinfluenza, tænkte jeg straks. Det er det dog ikke, for jeg har hverken feber eller ledsmerter. Til gengæld er mit kranie fyldt med snot, jeg har blanke øjne, min hals gør ondt og jeg lyder som Marlon Brando i Godfather, når jeg taler... Typisk, når der i dag er kommunalvalg, som jeg har glædet mig i flere måneder til at dække og som jeg ikke kommer til at dække igen før om minimum fire år!!
Havde det været alle mulige andre dage, havde jeg taget toget til Middelfart for at blive plejet af mine forældre. Men ikke i dag. Jeg pakker min taske med panodiler, lommetørklæder og strepsils og håber, jeg får lov at blive, selvom jeg lyder underlig, når jeg taler og pudser næste hvert andet minut..
For jeg nægter at bukke under for et meget provokerende immunforsvar, der kun bukker under og gør mig syg, når jeg absolut ikke må være det!
Knus,
Line
Jeg er stort set aldrig syg. Har ikke haft feber, siden jeg var helt lille, kan ikke huske, hvornår jeg sidst kastede op uden at der var alkohol indblandet og tror ikke, jeg har haft en eneste sygedag, mens jeg læste.
Til gengæld, når mit immunforsvar en sjælden gang bukker under, er det altid på de mest ubelejlige tidspunkter! Sidst jeg var rigtigt syg (med meget slem blærebetændelse) var under radioeksamen på trejde semester- så der måtte jeg tage varmepude og penicillin med på studiet i stedet for at ligge i min seng..
I går begyndte jeg så at få en meget træls hoste og blive svimmel-svineinfluenza, tænkte jeg straks. Det er det dog ikke, for jeg har hverken feber eller ledsmerter. Til gengæld er mit kranie fyldt med snot, jeg har blanke øjne, min hals gør ondt og jeg lyder som Marlon Brando i Godfather, når jeg taler... Typisk, når der i dag er kommunalvalg, som jeg har glædet mig i flere måneder til at dække og som jeg ikke kommer til at dække igen før om minimum fire år!!
Havde det været alle mulige andre dage, havde jeg taget toget til Middelfart for at blive plejet af mine forældre. Men ikke i dag. Jeg pakker min taske med panodiler, lommetørklæder og strepsils og håber, jeg får lov at blive, selvom jeg lyder underlig, når jeg taler og pudser næste hvert andet minut..
For jeg nægter at bukke under for et meget provokerende immunforsvar, der kun bukker under og gør mig syg, når jeg absolut ikke må være det!
Knus,
Line
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
